onsdag den 24. april 2024

Portaltræet del 1 og 2

 
Portaltræet del 1 og 2 er 5. og 6. bind af graphic novel-serien Nordlys, skabt af Malin Falch.

Bøgerne er anmeldereksemplarer fra Turbine forlaget

Det er lykkedes Sonja, Esben og Lotte at redde Sonjas onkel Henrik fra troldenes rige, og nu er det tid til at Sonja og Henrik rejser tilbage til deres egen verden. 
Men før de når det, bliver de overfaldet af vikinger, og Esben og Lotte bliver taget til fange. 
Sonja er fast besluttet på at redde dem, men kan hun det, før Hjalmer fodrer Esben til søslangen, og oraklet får fingre i Lotte?

Med Portaltræet del 1 og 2 slutter Nordlys-serien, og jeg sidder tilbage med en lidt tom fornemmelse. Både fordi en serie, som jeg har været fuldstændig opslugt af, er slut, men også på grund af måden den sluttede - som jeg selvfølgelig ikke ønsker at spoile for jer. Men jeg kan da sige, at jeg ikke var helt tilfreds. 
Som i de forrige bind i serien er sproget letlæst og flydende, med velfungerende dialoger, og tekst og illustrationer supplerer hinanden virkelig godt. Der er lidt mindre tekst i de to bind her, men heldigvis kan illustrationerne også stå for sig selv, uden der går noget tabt af historien. Jeg er stadig pjattet med naturscenerne, som er utroligt smukke, ligesom Falch er virkelig dygtig til at fremmane stemninger gennem billeder. 
Universet udvider sig endnu en gang, med nye steder, væsener og former for magi, ligesom vi lærer mere om menneskenes rolle og portaltræet. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og selvom jeg ikke var helt tilfreds med slutningen, så kedede jeg mig ikke et øjeblik. Historien er spændende, og fyldt med action, hævn, magtbegær, magi, vikinger, trolde, hemmeligheder, venskab, talende dyr og portaler, krydret med nordisk mytologi, familie og længslen efter frihed. 
Personerne er levende og nuancerede, og som læser kan man ikke undgå at holde af dem. Sonja træder for alvor i karakter, da hun kaster sig ud i at redde Esben og Lotte fra vikingerne, og man kan mærke, hvordan hun er blevet mere selvsikker gennem serien. Esben er ligeså modig, hemmelighedsfuld og beskyttende som altid, og det lille glimt vi som læsere får af hans fortid er kun med til at gøre ham endnu mere interessant som karakter. Lotte står også over for et svært valg, og må sande, at magi ikke altid er nok. Og så er der trællen Kjetil, som pludselig øjner en chance for at blive fri. Men kan han leve med konsekvenserne af sit valg? 
Portaltræet del 1 og 2 var fyldt med magi, nordisk mytologi, venskab og masser af spænding, og jeg kommer til at savne både personerne og universet, nu hvor serien er slut. Især illustrationerne er fantastiske, og kan man lide fantasy-graphic novels, kan serien kun anbefales. Har man læst de første bind i serien, må man ikke snyde sig selv for slutningen, og har man endnu ikke kastet sig over Nordlys, er det bare med at gå i gang. 

tirsdag den 23. april 2024

Trolderiget

Trolderiget er 4. bind af graphic novel-serien Nordlys, skabt af Malin Falch. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget

Sonja, Lotte og Esben er på vej til trolderiget, for at redde Sonjas onkel Henrik. En rejse, der bestemt ikke er ufarlig, for troldene bryder sig ikke om mennesker. 
Imens lægger oraklet og Hjalmer planer. De vil bruge portalmagien til at udrydde de magiske væsener, og gøre verdenen sikker for menneskene. Hjalmer har planer om at bruge trællen Kjetils magiske evner, og lover, at han vil gøre ham til en fri mand, hvis bare han vil hjælpe ham med at finde Sonja, Lotte og Esben. Men er Hjalmer til at stole på? Og hvad er det egentlig, oraklet er ude på?

Den her serie bliver bare bedre og bedre. 
Sproget er stadig letlæst og flydende, med velfungerende dialoger, og tekst og illustrationer supplerer hinanden virkelig godt. Især naturscenerne er fantastiske, og det samme gælder den stemning, som Falch giver liv gennem illustrationerne. 
Universet udvider sig endnu en gang, denne gang med fokus på troldenes rige. Vi lærer også mere om verdenens skabelse, menneskenes rolle, dødsriget og den måde, magien fungerer på. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs. Historien er spændende og fyldt med action, hemmeligheder, forræderi, hævn, magi, venskab, vikinger, talende dyr, trolde og portaler, godt krydret med nordisk mytologi. 
Personerne er nuancerede og menneskelige, og selv skurkene har sympatiske - eller i hvert fald forståelige - sider. Sonja er stadig en skøn hovedperson. Hun er hjælpsom, modig og har et godt hjerte, og så er hun fast besluttet på at redde sin onkel. Af bipersonerne er det især Esben og Lotte, der skiller sig ud. Esben er gådefuld, modig og har sine egne hemmeligheder, mens Lotte stadig forsøger at finde ud af, hvem hun er, når hun ikke er oraklets lærling. Hjalmer er hævngerrig, magtsyg og modig, med alligevel kan man som læser ikke lade være med at føle en smule sympati med ham. Oraklet er manipulerende, hemmelighedsfuld og fast besluttet på at bruge sin magi til at få hævn, og samtidig udføre sin plan. Sidst, men ikke mindst, er der trællen Kjetil, som både frygter Hjalmer og sin magi, og ønsker at blive fri. 
Trolderiget var endnu et skønt bind i serien, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind. Fans af serien vil ikke blive skuffede, og er man til graphic novels med masser af magi, stemning og nordisk mytologi, kan Nordlys-serien kun anbefales. 

Kragesøstrene

Kragesøstrene er 3. bind af graphic novel-serien Nordlys, skabt af Malin Falch. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget

Sonja er sammen med Bjørn og Lotte på vej til fjeldfolket, for at finde Lottes familie. De bliver taget godt imod, men alligevel er der noget, der virker underligt. Fjeldfolkets leder Ravnda er meget interesseret i at høre om oraklet, men det virker som om, hun holder noget hemmeligt. 
Sonja er også bekymret for sin onkel Henrik, som er taget til fange af trolde, og for Esben, som hun ikke ved, hvor er. Kan Sonja stole på fjeldfolket? Og hvad er der sket med Esben? 

Efter cliffhangeren i sidste bind, kunne jeg ikke vente med at læse videre i serien, og jeg blev bestemt ikke skuffet. 
Sproget er letlæst og flydende, dialogerne velfungerende, og tekst og illustrationer supplerer hinanden virkelig godt. Jeg elsker, hvor farverige og stemningsfulde illustrationerne er, og især naturscenerne er fantastisk smukke. 
Universet udvider sig endnu en gang, med viden om fjeldfolket, endnu mere magi, og så bliver sløret løftet for, hvordan portalerne egentlig fungerer. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og selvom dette bind har et lidt roligere tempo, end det foregående, så er spændingen stadig i top. Historien er fyldt med hemmeligheder, familie, venskab, vikinger, magi, hævn, talende dyr og portaler, krydret med nordisk mytologi, trolde og Peter Pan-referencer. 
Personerne er levende og nuancerede, og Sonja er en dejlig hovedperson. Hun er hjælpsom, nysgerrig og har et godt hjerte, og jeg kunne rigtig godt lide hendes voksende venskab med Lotte. Af bipersonerne er det især Lotte, som træder frem i dette bind. Hun er splittet mellem oraklet, der har opdraget hende, og ønsket om at finde ud af, hvem hun er. Og så er der oraklet og Ravnda, som viser sig at kende hinanden bedre, end man skulle tro. Men kan man stole på dem? 
Kragesøstrene var lige så flot og spændende som sine forgængere, og fans af serien vil ikke blive skuffede. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, og kan kun anbefale serien.  

mandag den 22. april 2024

Vikingerne og oraklet

Vikingerne og oraklet er 2. bind i graphic novel-serien Nordlys, skabt af Malin Falch.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget.

Sonja er rejst til Jotundalen, og sammen med Esben og troldeungerne lærer hun den magiske verden at kende. Kun hendes onkel Henrik ved, hvor hun er, og han er fast besluttet på at finde hende, og hjælpe hende hjem, før hun kommer i fare. Desværre bliver han fanget af trolde, før han finder hende. 
Vikingejarlen Hjalmer er besat af tanken om hævn over søslangen, men må endnu en gang vende hjem med uforrettet sag. Imens han har været væk, er der dukket et par mystiske gæster op i landsbyen. De har magi, og kalder sig for oraklet og oraklets lærling. Oraklet har en plan, der kan hjælpe Hjalmer med at dræbe søslangen. Den kræver bare lige, at han fanger Esben først, og også gør oraklet en tjeneste. 

Jeg kunne rigtig godt lide første bind i serien, og bind to skuffede bestemt ikke. 
Som i første bind er sproget letlæst og flydende, med velfungerende dialoger, og igen skiftes der i fortællemåden mellem illustrationer og tekst. Illustrationerne er flotte og farverige, naturscenerne er utroligt smukke, og hele bogen oser af stemning. 
Universet udvider sig i dette bind, hvor vi både lærer nye steder i verdenen at kende, og får mere indblik i, hvordan magien fungerer. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og en virkelig ond cliffhanger til sidst. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, vikinger, venskab, trolde, talende dyr, portaler, hemmeligheder, hævn og lurende fare, krydret med nordisk mytologi og Peter Pan-inspiration. 
Personerne er levende og nuancerede, og især Sonja er en skøn hovedperson. Hun er nysgerrig, hjælpsom og varm, men også modig, når det gælder. Af bipersonerne er det især Esben, der skiller sig ud. Han er mystisk, hemmelighedsfuld og har sin egen dagsorden, men også modig, beskyttende og drillesyg. Vikingen Hjalmer er hævnlysten, modig og parat til at ofre sine mænd, og indgå pagter med mystiske personer, for at vinde. Oraklet er hemmelighedsfuld, med stærke magiske kræfter, og egen dagsorden. Hendes lærling Lotte er lydig og loyal over for oraklet, men bliver splittet mellem loyalitet og samvittighed, da hun bliver sendt på mission med vikingerne. Og så er der de andre bipersoner, som Bjørn, Henrik og troldeungerne, samt minidragen Gnist, som man som læser ikke kan undgå at holde af. 
I Vikingerne og oraklet steg spændingsniveauet, samtidig med at universet blev udvidet, og med den cliffhanger kan jeg næsten ikke vente, med at kaste mig over næste bind. Fans af første bind vil ikke blive skuffede, og er man vild med nordisk mytologi, graphic novels og Peter Pan-genfortællinger, kan serien kun anbefales. 

søndag den 21. april 2024

How to Defeat a Demon King in Ten Easy Steps

How to Defeat a Demon King in Ten Easy Steps er en fantasybog, skrevet af Andrew Rowe. 

I årtusinder har verden været styret af en cyklus, hvor en dæmonkonge har vokset sig stærk, for siden at blive slået af en helt, som bliver genfødt en gang hvert hundrede år. Dæmonkongens ondskab ødelægger halvdelen af verden, mens menneskeheden venter på den lovede helt, der vil redde dem. 
Desværre er Dæmonkongens magt denne gang vokset hurtigere, end den plejer. Det er kun 23 år siden, den sidste Dæmonkonge blev slået af en helt, og ondskaben har allerede erobret mere end halvdelen af verden. Menneskeheden har ikke tid til at vente på en helt, der kan redde dem. 
Yui er ikke født som helt, men hun har en plan. Hun har godt nok ingen af en helts traditionelle evner, men hvis hun kan finde en måde at få fat i heltens legendariske sværd (som kun en helt kan trække fri af den sten, sværdet står i), besejre de ventende monstre og finde de magiske nøgler gemt i elementernes templer, har hun måske en chance for at tage kampen op mod Dæmonkongen, og redde verden, før det er for sent. Hvis ellers hendes plan virker...

Okay, jeg indrømmer blankt, at den her bog var 99% et titelkøb. Men hold op, hvor var den underholdende. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser og masser af humor. 
Universet er ved første øjekast en typisk fantasyverden, men magisystemet er en del anderledes, end jeg er vant til. Bogen er nemlig kraftigt inspireret af computerspil, hvilket forfatteren på ingen måde lægger skjul på, og det betyder, at alle personer har en chance for at stige i grader - og evner - undervejs. Det gør især actionscenerne sjove at læse, fordi der pludselig kan dukke nye evner op, når et monster bliver slået ihjel. Samtidig er universet - og historien - fyldt med fantasyklicheer, som forfatteren dog giver sit eget twist undervejs. 
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom dele af plottet er lette at gætte, så tager historien alligevel et par uventede drejninger undervejs. Historien er spændende, og fyldt med action, spilreferencer, monstre, magi, kampen mod det onde, mod, venskab og masser af slim. 
Personerne er levende og nuancerede, og selvom de ved første øjekast ligner stereotype fantasyfigurer, så giver forfatteren dem en del mere personlighed undervejs. Hovedpersonen Yui er modig, intelligent, impulsiv, stædig og god til at tænke ud af boksen. Hun nægter at følge de etablerede regler for, hvem der kan være en helt, og vælger at tage kampen op, i stedet for passivt at vente på en helt. Hendes modpol er krigerpræsten Ken, som er dybt religiøs, modig, en dygtig sværdkæmper og healer. Alligevel bøjer han sig for Yuis argumenter, og går med til at ledsage hende på hendes rejse. De to supplerer hinanden rigtig godt, og deres venskab virker troværdigt. Af andre bipersoner kan nævnes feen Vex, hvis teenageattitude dækker over en stor sorg, og som trods sin størrelse sagtens kan slå fra sig. 
How to Defeat a Demon King in Ten Easy Steps er den første progression fantasybog, jeg har læst, og jeg var positivt overrasket. Jeg er ikke den store gamer, så havde ikke umiddelbart troet, at det var en genre for mig, men blandingen af humor, spilelementer og fantasyklicheer fungerede virkelig godt, og jeg følte næsten, at jeg befandt mig inde i et computerspil, mens jeg læste den. Er man fan af progression fantasy, gamer eller bare vild med fantasy, der vender alle klicheerne på hovedet, så kan bogen her kun anbefales. Jeg skal helt klart læse mere af forfatteren. 

Se også forfatterens hjemmeside

lørdag den 20. april 2024

Rejsen til Jotundalen

Rejsen til Jotundalen er 1. bind af graphic novel-serien Nordlys, skabt af Malin Falch. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget

Sonja bor sammen med sine forældre lidt uden for en lille norsk bygd. Hun skal konfirmeres, men ser ikke frem til at være midtpunkt, og vil hellere være ude i naturen på sin elskede hest.
Hele familien tropper op til konfirmationen, inklusiv Sonjas onkel Henrik, som er lige så glad for naturen som Sonja, og ofte er væk i lang tid for at male. Han giver Sonja en vikingenål, han har fundet på sin sidste tur, men det viser sig, at der ligger mere bag, end Henrik fortæller. 
For om natten dukker der en fremmed dreng, Esben, op i huset. Han siger, at Henrik har taget nålen fra ham, og tilbyder at tage Sonja med til hans egen verden. En verden fyldt med mærkelige væsener og magi, men også lurende farer. Men kan Sonja overhovedet stole på Esben? 

Rejsen til Jotundalen er en utrolig flot graphic novel, og en god start på serien. 
Sproget er letlæst og flydende, med velfungerede dialoger. Bogen er på ingen måde teksttung, og flere steder fortælles historien udelukkende via illustrationer i stedet for tekst. Det fungerer utrolig godt, ikke mindst fordi illustrationerne er så stemningsfulde, som de er. 
Farvevalget understøtter handling og de forskellige lokationer virkelig godt, og især de mange naturscener er utroligt flotte. 
Universet er tydeligt inspireret af nordisk mytologi og vikingetiden, men også norske trolde, talende dyr og Peter Pan-inspiration er tydelig. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, der gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, trolde, hemmeligheder, portaler, vikinger, venskab, ensomhed, eventyr og lurende fare. 
Personerne er levende og nuancerede, og man kommer hurtigt til at holde af dem. Hovedpersonen Sonja foretrækker naturen og sin hest fremfor smykker og tøj, og bryder sig ikke om at være midtpunkt. Hun føler sig misforstået af sin familie, og den eneste, der rigtig ser hende, er hendes omrejsende kunstneronkel. Sonja er stille, men også nysgerrig, modig og eventyrlysten, og mødet med Esben giver hende mulighed for at udleve sine drømme. Esben er mystisk og hemmelighedsfuld, men også beskyttende, modig og drillesyg. Af andre bipersoner holdt jeg især af Bjørn, som er hjælpsom og beskyttende, men også onkel Henrik og småtroldene var skønne bekendtskaber. 
Rejsen til Jotundalen var en dejlig læseoplevelse, og jeg glæder mig allerede til at kaste mig over næste bind. Er man vild med graphic novels, nordisk mytologi og utroligt stemningsfulde illustrationer, så kan denne graphic novel kun anbefales, hvad enten man er barn eller voksen. 

lørdag den 13. april 2024

Readathon #14

Så er der ikke længe, til forårets udgave af Dewey's 24 Hour Readathon går i gang, og jeg glæder mig til at tilbringe en weekend i bøgernes verden. Mit læseoverskud er stadig ikke helt på toppen efter marts' sygdom, så min plan er, at tage det stille og roligt, og ikke fokusere på, hvor meget jeg får læst, men bare læse det, jeg er i humør til. Jeg har derfor samlet en stak bøger sammen, som jeg er i humør til lige nu, for at have noget at vælge imellem. Jeg kommer ikke til at læse hele stakken, men læser det, jeg har lyst til. Og skifter mit humør i løbet af det kommende døgn, kan jeg sagtens finde på at læse noget helt andet. Traditionen tro starter readathonet klokken 14, og slutter samme tid i morgen. Jeg kommer ikke til at læse hele døgnet, men er med, i det omfang jeg har lyst og overskud til. Som jeg plejer, vil jeg løbende opdatere dette indlæg, ligesom jeg også vil være aktiv på Instagram.

Min læsestak ser sådan her ud:

Johan Egerkrans: Drager (149 sider)

Bo Eriksson og Lina Blixt: Monsterbestiarium (132 sider)

Josephine N. B. Valentin: For i dag er jeg uden dig (404 sider)

Zahra Pedersen: Ti kameler for Ameera (304 sider)

Natali S. Dueholm: Føniks - den udødelige (170 sider)

M. C. Beaton: Agatha Raisin og den diabolske dyrlæge (Agatha Raisins Cotswoldsmysterier 2) (206 sider)

Lowe Aspviken: Den hemmelige rejse (118 sider)

Sally Gardner: Fyrtøjet (280 sider)

Anna Grue: Blodigt bryllup (Anne-Maj Mortensen 5) (157 sider)

I alt er læsestakken på 1920 sider, hvilket er i den høje ende, og jeg regner da heller ikke med, som tidligere nævnt, at komme igennem hele stakken. Jeg har i stedet samlet en stak af primært korte bøger (med en enkelt undtagelse), med hyggekrimier, chicklit, YA, fantasy og et par illustrerede fagbøger, som spænder fra børne- til voksenbøger. 

12.42
Jeg har taget billeder til bloggen og de sociale medier, og udnyttet det gode vejr til både at få lavet lidt havearbejde og hænge vasketøjet ud. Snacks og nem aftensmad købte jeg i går, så nu mangler jeg bare at få spist frokost og støvsuget, inden starten går klokken 14. Hvis jeg får tid, kan det være, jeg går en tur i det gode vejr, for at blive luftet lidt inden jeg begraver mig i bøgerne. 

14.00
Så er vi i gang. 
Første bog bliver For i dag er jeg uden dig

18.45
Så blev jeg færdig med den første bog, og sikke en start på læsedøgnet. For i dag er jeg uden dig var en fantastisk læseoplevelse, som fik mig både til at grine, græde, og få helt vildt lyst til at spise kage. Det er en historie om at føle sig dum og udenfor, uelsket og uset, og ikke være god nok, men også om venskab, litteratur, og at finde sig selv. 
Jeg havde købt bogen som del af en bogboks, hvilket gav læsningen et ekstra perspektiv, da boksen indeholdt breve, der skulle læses bestemte steder undervejs, og det fungerede virkelig godt. 
Er man til YA med noget på hjerte, kan bogen her kun anbefales. Og det er ikke kun noget jeg siger, fordi jeg kender forfatteren;)
Nu vil jeg sætte aftensmaden i ovnen, før jeg vælger min næste bog. 

18.57
Aftensmaden er i ovnen, og mens den varmer, vil jeg begynde på min næste bog, som bliver Monsterbestiarium. Jeg er ikke helt klar til at begynde en ny roman, så vælger en fagbog denne gang. 

20.45
Jeg har fået aftensmad, lavet mere te, og er blevet færdig med Monsterbestiarium. Bogen var utrolig flot illustreret, med masser af fakta om monstre, og selvom den primært henvender sig til børn, så kan voksne også få en del ud af den. 
Nu vil jeg gå i gang med den næste bog, som bliver Agatha Raisin og den diabolske dyrlæge. Jeg er i humør til en hyggekrimi. 

22.59
Så blev jeg færdig med Agatha Raisin og den diabolske dyrlæge. En rigtig hyggekrimi, som alligevel overraskede et par gange. 
Jeg tror lige, jeg kan overkomme en kort bog mere, før jeg siger godnat, så om lidt begynder jeg på Den hemmelige rejse

23.42
Jeg er blevet færdig med Den hemmelige rejse. En spændende, ikke alt for uhyggelig, historie om liv og død, sømandsliv, eventyr og havets væsener, fyldt med flotte sort/hvide illustrationer. 
Nu vil jeg gå i seng, så jeg er frisk til at læse videre i morgen.  

9.37
Det blev en lidt senere start på dagen, end jeg havde håbet, men nu er jeg oppe, og mens jeg venter på, at morgenmaden bager i ovnen, vil jeg starte dagens først bog, Drager

11.55
Så blev jeg færdig med Drager. En virkelig flot illustreret fagbog med myter og fakta om drager. Nu vil jeg gå i gang med readathonets sidste bog, Blodigt bryllup.

13.13
Så er jeg blevet færdig med Blodigt bryllup. En spændende og hyggelig minikrimi med en noget nævenyttig hovedperson. Nu vil jeg spise frokost, før jeg laver den endelige opsamling på denne omgang readathon. 

13.45
Selvom der officielt stadig er lidt tid tilbage, så er readathonet slut for mit vedkommende. Jeg endte med at få læst 6 bøger, hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med. 
Jeg fik læst:

Josephine N. B. Valentin: For i dag er jeg uden dig (404 sider)

Bo Eriksson og Lina Blixt: Monsterbestiarium (132 sider)

M. C. Beaton: Agatha Raisin og den diabolske dyrlæge (Agatha Raisins Cotswoldsmysterier 2) (206 sider)

Lowe Aspviken: Den hemmelige rejse (118 sider)

Johan Egerkrans: Drager (149 sider)

Anna Grue: Blodigt bryllup (Anne-Maj Mortensen 5) (157 sider)

Tilsammen giver det 1166 sider, hvilket er mindre, end jeg plejer at få læst, men nu sov jeg så også noget længere end håbet i dag. Jeg havde lutter gode oplevelser, med For i dag er jeg uden dig som den ubetingede favorit. Blandingen af YA, fagbøger, hyggekrimier og fantasy fungerede rigtig godt, og jeg nød virkelig at fordybe mig i læsningen. 
Nu vil jeg slappe af resten af dagen, og måske gå mig en tur, hvis tørvejret holder. 
Tak for denne gang.