torsdag den 25. januar 2018

Englenes korridor

Englenes korridor er 1. bind i Tine Bruuns paranormale serie om Anna.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine Forlaget.

Anna er 14 år, og har hele sit liv været udenfor. Hun er datter af en bedemand, og det har givet anledning til mobning i skolen og mangel på venner. Hendes mor døde da hun blev født, og hendes far er mere optaget af sit job, end af hende.
Men Anna er ikke helt almindelig. Hun kan nemlig se de døde, som besøger bedemandsforretningen med deres efterladte. Hendes største ønske er at tale med moren, men hun har desværre aldrig set hende.
En dag møder hun den jævnaldrende Frederik. Hans mor er død af kræft, men Frederik er sikker på at hun blev myrdet. Anna og Frederik bliver venner, og sammen forsøger de at finde ud af hvad der egentlig skete med Frederiks mor.

Jeg fik bogen tilsendt i en overraskelsespakke fra forlaget da den udkom sidste efterår, men det er først nu jeg har fået den læst.
Sproget er letlæst og flydende, men jeg manglede nogen beskrivelser undervejs, som kunne gøre historien mere levende for mig, og skabe en eller anden form for connection til personerne. Bogens kapitler er meget korte, og det gjorde, at handlingen for mig blev brudt en del op undervejs, og mere fik karakter af brudstykker end af en sammenhængende historie. De korte kapitler gjorde også, at tiden i historien nærmest fløj afsted, så der manglede noget sammenhæng.
Plottet er godt fundet på, men også her arbejder de korte kapitler imod historien. Hver gang spændingen blev opbygget, faldt den fra hinanden igen, når et nyt kapitel begyndte, og der blev sprunget i tiden. Historien er fyldt med ånder, gys, en mystisk sygeplejerske, død, forelskelse, venskab, ensomhed, mobning og sorg, og tager også emner som etik og søgen efter identitet op. For mig blev historien dog meget hurtigt mere en form for sorgbearbejdning og diskussion af etik, end en sammenhængende historie, og det var synd, for den havde bestemt potentiale til mere.
Personerne er menneskelige, med egne motiver og historier, men desværre kom jeg aldrig rigtig ind under huden på dem. Anna er stille, ensom og tidligere mobbeoffer. Hun savner sin mor, som hun aldrig har mødt, og søger ofte trøst hos ånderne, som er tættere på hende end hendes egen familie. Mødet med Frederik giver hende for første gang en jævnaldrende hun kan betro sig til, og den spirende forelskelse mellem dem er en af de ting der fungerede for mig. Frederik er tynget af sorg, og føler ikke han kan betro sig til sin far, som aldrig er hjemme, og er mere optaget af deres snarlige flytning til USA. Mødet med Anna giver ham en han kan betro sig til, og som lytter til ham. Anna og Frederik er klart de personer som er bedst beskrevet. De øvrige personer, levende såvel som døde, var for mig meget grå og anonyme, og jeg havde svært ved at se dem for mig.
Alt i alt var det en bog med et potentiale, som for mig desværre ikke blev indfriet. Jeg manglede noget fyld, og, ikke mindst, noget længde, både på kapitlerne og på bogen. Jeg kunne dog forestille mig, at filosofisk anlagte unge eller fans af den paranormale genre vil få mere ud af bogen end jeg gjorde.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: