Romancing the Werewolf

Romancing the Werewolf er 2. bind af Gail Carrigers serie af noveller, Supernatural Society.

Biffy, Londonkoblets nyeste alfa, forsøger at udfylde sin nye rolle i koblet, og den nye position som adelig der fulgte med alfarollen. Men det er ikke nemt, når hans beta befinder sig i udlandet, hans kobbel brokker sig over hans valg af gardiner, og nogle bliver ved med at efterlade spædbørn på hans trappetrin.
At hans beta endelig vender hjem hjælper på situationen, men giver nye komplikationer for Biffy, hvis hjerte og hjerne ikke kan blive enige om, hvad han skal stille op med en ekselsker, som er hans næstkommanderende.
Det er ikke nemt at være varulvealfa...

At jeg er vild med Gail Carrigers skrivestil og univers kommer næppe som en overraskelse for de af jer der har fuldt med på bloggen gennem længere tid. Så da jeg opdagede at der var udkommet et par noveller med nogle af bipersonerne fra Soulless-serien i hovedrollerne var jeg selvfølgelig nødt til at have fat i dem. Selvom dette er 2. bind i novelleserien, så holdt jeg så meget af Biffy og Lyall, at jeg ikke kunne lade være med at læse deres historie først, og novellen levede bestemt op til mine forventninger.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med humor og britiskhed. Te, høflighed og korrekt påklædning hører til de ypperste dyder, og end ikke uordentlige varulve og spædbørn kan lave om på det.
Historien er på mange måder en fluffy kærlighedshistorie, men har dog også et godt sammenskruet plot, som gør at det ikke bliver for sødsuppeagtigt. Der er action, spædbørnsgylp, varulve, misforståelser og kærlighed, og at kærligheden er mellem to mænd gør ingen forskel, men virker fuldstændig naturligt.
Personerne er menneskelige og levende, og relationen mellem Biffy og Lyall er rigtig godt og fint beskrevet. Biffy er alfa, men en noget atypisk en af slagsen. Han tvivler på sin evne til at holde sammen på koblet, og er bange for at overtræde varulveprotokollen og gøre sin situation værre. Selvom han har savnet Lyall, så er han også bange for give udtryk for sine følelser, og risikere at blive afvist. Lyall, på den anden side, forsøger at finde sig til rette med en ny alfa, men hæmmes af sine følelser for Biffy, som han ikke tror bliver gengældt. Også bipersonerne virker levende, og varulvenes reaktioner på såvel gardiner som det voksende antal spædbørn er til tider hysterisk morsomme.
Har man læst Carrigers andre serier, vil man også elske denne novelle. Jeg vil dog anbefale at man har læst i hvert fald Soulless-serien og de to første bøger i The Custard Protocol-serien først, da historien ellers ikke giver så meget mening.
Bogen indeholder også en bonushistorie med Alexias far, The Curious Case of the Werewolf That Wasn´t. Den er meget kort, så jeg vil ikke røbe hvad der sker i den - udover at den foregår i Egypten. Selvom jeg da bestemt var underholdt af den, så var hovednovellen i bogen en klar favorit, blandt andet fordi jeg, som tidligere nævnt, holder meget af Biffy og Lyall.
Alt i alt var de to noveller en fin tilføjelse til Carrigers univers, og jeg glæder mig til at læse den anden novellebog ved lejlighed.

Se også forfatterens hjemmeside.