tirsdag den 5. september 2017

Gorlans ruiner

Gorlans ruiner er 1. bind af fantasyserien Skyggens lærling, skrevet af John Flanagan.

Will er forældreløs, og er vokset op i myndlingehuset på borgen Redmont. Han har aldrig kendt sine forældre, og kender ikke en gang sit eget efternavn. Det eneste han ved er, at hans far døde som helt i krigen mod Morgarath, og hans højeste ønske er derfor at træde i sin fars fodspor, og blive ridder.
Desværre er Will både lille og tynd af sin alder, så Ridderskolens forstander afviser ham, da han søger optagelse på skolen.
I stedet bliver Will lærling hos Rangeren Halt. Rangerkorpset er højt respekteret, men samtidig også frygtet af de almindelige mennesker, som mener Rangerne har magiske evner.
Will opdager dog snart, at Rangerhvervet er helt anderledes end han havde troet. Han lærer blandt andet at skyde med bue og pil, læse og tegne kort, og bevæge sig lydløst og uset. Og snart sættes han på en afgørende prøve. For Morgarath rører igen på sig, og er Will i større fare end han nogensinde kunne forestille sig.

Bogen var september måneds valg i fantasylæsekredsen, og anmeldelsen er derfor først lagt på efter mødet. 

Da John Flanagan er en af årets Guests of Honour på Fantasyfestivalen, skulle vi selvfølgelig læse en af hans bøger i læsekredsen. Jeg har efterhånden læst alle de af Flanagans bøger der er udkommet på dansk, og bogen var derfor en genlæsning for mig. Heldigvis var jeg lige så vild med bogen den her gang, som den første gang jeg læste den.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med humor og varme. Beskrivelserne er gode, og forfatteren formår med få ord at vække bogens steder til live, så de fremstår lyslevende for læseren. Selvom man kan mærke at bogen er skrevet til børn, så er den stadig spændende at læse for voksne, og det eneste problem jeg sådan set har er, at Will for mig virker noget yngre end de 15 år han skal forestille at være.
Universet minder en del om vores verden i middelalderen, med riddere og konger, selvom der også er nogle magiske elementer som Wargallerne. Det, at universet ligner vores egen verden så meget, gør det enormt nemt for læseren at leve sig ind i historien, og alligevel adskiller verdenen sig nok, til at historien ikke bliver kedelig eller forudsigelig undervejs, men stadig overrasker. Jeg kan også rigtig godt lide hele idéen med Rangerkorpset, som jeg synes er en forfriskende drejning på den klassiske fantasyfortælling, hvor det gerne er riddere eller troldmænd der er i centrum.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af spænding, men også med beskrivelser af Wills og kammeraten Horaces oplæring som henholdsvis Ranger og ridder. Historien er fyldt med action, venskab, mobning, intriger, overnaturlige væsener, træning, mord, forelskelse, og Wills søgen efter hvem han egentlig er.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg holdet meget af dem. Især kan jeg godt lide, at hovedpersonen Will er en lidt atypisk fantasyhelt. Han er lille, intelligent og nysgerrig, men har ikke umiddelbart nogle særlige kræfter eller fødselsret. Men Will er lærenem, modig, og så kan han have en skarp tunge. Hans drøm er at leve op til den far han har fantaseret sig frem til, og hans skuffelse, da han ikke kommer ind på Ridderskolen, er enormt stor. Men alligevel er han åben over for sin træning, selvom han ikke altid hører lige godt efter. Horace er stor og stærk, og kommer ind på drømmestudiet på Ridderskolen. Selvom han er et naturtalent hvad angår kamp, så opdager han snart, at det slet ikke er som han forestillede sig, og pludselig oplever han mobning fra den anden side, hvor han tidligere var mobberen over for Will. Halt er bogens gådefulde figur. Han er Ranger, og dygtig til sit job, men han praler ikke med sine bedrifter, og selvom han har valgt Will til sin lærling, så fortæller han ham ikke noget om sig selv. Halt virker alvorlig, men har også humor, hvilket kommer til udtryk på forskellig måde undervejs i bogen. Også bogens bipersoner virker menneskelige og realistiske, med egne motiver og følelser, og jeg følte man lærte de fleste rigtig godt at kende undervejs. Jeg er også nødt til at nævne Rangernes heste, som har utroligt meget personlighed, og på mange måder er ligeså menneskelige som menneskene. Især Tug er jeg vild med, og relationen mellem Will og Tug er rigtig godt beskrevet.
Jeg er stadig helt vild med bogen, og jeg glæder mig rigtig meget til at møde forfatteren når han i næste uge besøger Fantasyfestivalen i Esbjerg. Jeg kan kun anbefale bogen og resten af John Flanagans bøger på det varmeste.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: