tirsdag den 4. juli 2017

Mimesis

Mimesis er en science fiction-bog skrevet af Thomas Kampmann Olsen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Science Fiction Cirklen

I 2045, efter 3. Verdenskrigs afslutning, er overvågning, Virtual Reality og Augmented Reality hverdag, og teknologi findes i alle af hverdagens facetter. Mange mennesker lever næsten udelukkende i den virtuelle verden, og sågar følelser opleves ved teknologisk hjælp.
Markus er filosofistuderende, og arbejder samtidig som tømmer af dødsboer. En dag modtager han en anonym besked med et billede af sin far og en anden mand. Faren var soldat og forsvandt under 3. Verdenskrig for 20 år siden, og Markus har aldrig kendt ham. Han kan dog ikke slippe tanken om at finde ud af mere om ham, og opsøger den anden mand på billedet, som fortæller, at han har set Markus´ far i live i Berlin.
Markus bestemmer sig for at opsøge faren og finde ud af hvad der egentlig skete under krigen, og hvorfor faren, hvis han er i live, har holdt sig væk i alle de år.
Samtidig kæmper en navnløs mand og en syg kvinde for at holde sig i live i det ulovlige og uhyggeligt realistiske virtual reality-spil, Mimesis, hvor døden er virkelig, og verden er forvandlet til en dystopisk ødemark.

Det er ikke meget science fiction jeg læser, for selvom jeg godt kan lide genren, så er det bestemt ikke al science fiction der tiltaler mig lige meget. Alligevel sagde jeg ja til at anmelde bogen da forfatteren spurgte mig, for selvom den ikke ligner den form for science fiction jeg normalt læser, så synes jeg den lød spændende. Jeg må dog konstatere, at bogen ikke lige var mig. Jeg var forvirret hele vejen igennem, og selvom den var både skræmmende og spændende, så kom jeg aldrig rigtig ind i handlingen eller personerne.
En del af problemet, tror jeg, var, at meget af historien er skrevet i nutid. Jeg har tit svært ved at leve mig ind i bøger skrevet i nutid, fordi det for mig virker kunstigt, i og med at jeg jo godt ved at historien ikke er virkelig, og for mig er det nemmere at leve mig ind i historier skrevet i datid, fordi det føles som om historien bliver fortalt til mig af en historiefortæller. Nutid minder mig i stedet om spilbøger, hvor man som læser/spiller skal træffe valg undervejs. Sproget er letlæst og flydende, og selvom der er en del tekniske begreber undervejs, så er de med til at udbygge fremtidsuniverset og gøre det realistisk. Forfatteren er rigtig god til at beskrive stemninger, og bogen havde en undertone af håbløshed og en følelse af at man hele tiden blev overvåget, som var med til at gøre bogens fremtid skræmmende virkelig. Også de mange referencer til vores egen tid - bogens fortid - var med til at gøre bogen foruroligende mulig, da man som læser sagtens kan forestille sig at bogens fremtid kan blive virkelig.
Handlingen er godt fundet på, og historien er både skræmmende og spændende. Mimesis er en historie om krigens konsekvenser, hemmeligheder, løgne, teknologi, liv, død, kærlighed og identitet, men også en historie om at tage ansvar for sit eget liv, om at skelne mellem virkelighed og den virtuelle drømmeverden, og om at turde lade sig selv føle, også når det gør ondt. Det er en historie om isolation og ensomhed, om at slå ihjel, og om at kunne leve med sine handlinger.
Personerne er alle ensomme på hver deres måde, og selvom de er menneskelige, så havde jeg svært ved at leve mig ind i dem. Persongalleriet er faktisk ikke særlig stort, men selvom der ikke var så mange personer at forholde sig til, så blev de aldrig rigtig virkelige for mig. Den der kom tættest på var Markus, bogens hovedperson, som er lidt af en ener både blandt sin egen aldersgruppe, og i det hele taget, fordi han forholder sig mere til den virkelige verden og mindre til den virtuelle end størstedelen af bogens andre personer. Bogens synsvinkel skifter mellem Markus i den virkelige verden og Nobody og Melissa i Mimesis, og selvom det er med til at gøre det dystopiske univers i Mimesis virkeligt, så ødelagde skiftet desværre også en del af flowet for mig, og øgede min forvirring. Jeg har dog en teori om, at min forvirring faktisk er planlagt fra forfatterens side, fordi bogens handling lægger op til en hel masse tanker om vores samfund og hvor det er på vej hen, og samtidig matcher Markus´ egen forvirring og langsomme afklaring af fortiden og virkeligheden, som er med til at give bogen dens undertone af en drømmeagtig håbløshed og fornemmelsen af en hastigt nærmende katastrofe. Og hvis det er det der er meningen, så må man sige det lykkes forfatteren, for jeg ved stadig ikke helt hvad jeg skal mene om bogen.
Selvom bogen forvirrede mig, så var jeg ret vild med de problematikker den tog op, og den måde forfatteren formåede at give bogen en undertone af noget mørkt, dystert og skræmmende. Mere garvede science fiction-læsere end jeg vil sikkert få mere ud af den, men bogen har bestemt sat nogle tanker om vores samfund i gang hos mig.

Ingen kommentarer: