mandag den 2. januar 2017

Englens søn

Englens søn er 2. bind af fantasytrilogien Lygtemandens datter, skrevet af Jette Kjær Petersen og Eva
Götzsche.

Luna og Lukas er kommet endnu tættere på hinanden efter Lygtemændenes forbandelse er blevet brudt. Luna er flyttet ind hos Lukas og hans forældre, og er startet i 1.G. på samme gymnasium som Lukas.
Kort før Lukas´ 18-års fødselsdag begynder Luna dog at føle, at der er noget galt. For pludselig er fyrene igen begyndt at opføre sig mærkeligt omkring hende, og hun føler en smerte i brystet, som om hendes åndekræfter er vendt tilbage.
Før Lukas og Luna finder ud af om det er andet end indbildning, tager Luna på weekendbesøg hos sin mormor. Og Lukas bliver vækket af et telefonopkald fra Line, Lunas veninde, som fortæller at mormorrens hus står i flammer. Lukas og hans forældre tager straks af sted, men der er intet at stille op. Og da brandfolkene finder to forkullede lig, går Lukas¨ verden i sort.
Lukas er dybt fortvivlet, og er vred på både Jahve og sine forældre. Han begynder efterhånden at tvivle på, at Luna er død, og kan høre hende kalde på sig i drømme. Hans forældre vil dog ikke lytte til ham, og er i det hele taget mere optagne af hans kommende Engleprøve.
Lukas er fast besluttet på at finde Luna, og bestemmer sig for at tage af sted direkte efter Engleprøven. Men prøven går anderledes end englene havde regnet med, da en profeti fra Jahve sætter gang i diskussionen blandt englene, og pålægger Lukas et valg mellem menneskeheden og Luna. I ren og skær desperation stikker Lukas af for at finde Luna. Men der står mere på spil end Lukas tror, for Lunas blod gemmer på en frygtelig hemmelighed som kan dødsdømme hele menneskeheden.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget EgoLibris

Jeg havde et lidt blandet forhold til den her bog. Jeg var vild med første bind i serien, og kunne næsten ikke vente med at læse videre. Og langt det meste af bogen kunne jeg også godt lide. Men jeg må indrømme, at det en gang imellem blev lige lovlig religiøst for mig, og så havde jeg problemer med nogle af personerne. Men lad os starte fra en ende af.
Sproget var endnu en gang letlæst og flydende, og forfatterens beskrivelser var igen utroligt livagtige. Især hendes beskrivelser af den forladte herregård og Lukas i kirken (jeg siger ikke mere for ikke at spoile handlingen for meget) var rigtig gode, og gav mig både kvalme og fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.
Handlingen var godt skruet sammen, med masser af plottwists, som jeg desværre gættede en del af før tid, hvilket ødelagde lidt af læseoplevelsen for mig, fordi jeg syntes Lukas burde have regnet det ud før end han gjorde. Historien er fuld af kærlighed, sort magi, overnaturlige væsener, engle og ondskab, og især blandingen af fortid og nutid fungerer rigtig godt. Tempoet er højt, og bogen er fuld af action, hvilket er med til at gøre den anderledes end første bind i serien, hvor tempoet var noget langsommere. Der var en hel del religiøse overtoner i bogen, og det blev som sagt en gang imellem lidt for meget for mig, men samtidig kan jeg godt se, at det giver mening i forhold til seriens univers og historien.
Personerne virker menneskelige og realistiske. Synsvinklen i bogen skifter mellem Luna og Lukas, og jeg synes det var rigtig fedt at lære Lukas bedre at kende. Det er samtidig også med til at give deres forhold en ekstra dimension, fordi man lærer begge deres følelser så indgående at kende. Jeg havde dog et par problemer med nogle af bipersonerne, som jeg synes virkede uempatiske og temmelig ensporede. Og jeg kunne ovenikøbet rigtig godt lide personerne i første bind. Lukas´ forældre virkede desværre på mig temmelig ligeglade med deres søns sorg. De kunne tilsyneladende slet ikke forstå at han tager det så tungt at Luna er død, og da han får mistanke om at hun ikke er død, nægter de at lytte til både ham og beviserne. Det virker også direkte malplaceret, at de vækker ham med en fødselsdagsbakke kort efter hans kæreste er død. Faren virker mere optaget af Lukas´ Engleprøve, og moren ligeså, selvom hun viser en smule mere empati. Til gengæld synes jeg portrætteringen af skurkene var rigtig god, og især Helix var utroligt godt skrevet. Selv om man aldrig var i tvivl om at han er ond, så har han en form for psykopatisk charme, som både tiltrækker og gør ham endnu mere skræmmende. Jeg kunne også godt lide englen Melchior, som jeg synes havde mere empati end de andre engle, og mere tro på at Lukas ved hvad han gør end hans egne forældre. Og så havde han en form for naiv livsglæde som både varmede og smittede, på trods af omstændighederne den kom til udtryk i.
Som sagt havde jeg et lidt blandet forhold til den her bog. For selv om den startede godt, så havde jeg også et par problemer med den. De sidste 100 sider, og ikke mindst slutningen, var dog med til at trække bogens samlede bedømmelse op, og jeg kan slet ikke vente på at sidste bind udkommer, så jeg kan finde ud af hvordan historien ender.

Se også forfatterens blog.

Ingen kommentarer: