tirsdag den 31. januar 2017

Beskytteren

Beskytteren er 1. bind af fantasytrilogien De Tre Tyste, skrevet af Synne Kristine Eriksen.

Sigurd er vokset op ude i skoven, sammen med sin mormor, lillesøsteren Svanhild og deres karl Eskild. Han har altid fornemmet at der er noget farligt ved skoven, og hans mormor har fortalt ham om Skyggekongen, det ondes hersker, som eftersigende skulle holde til derude.
En da bliver hans lillesøster bortført af to store og mærkelige ørne, og Sigurds eneste tanke er at redde hende. Hans mormor insisterer dog på, at de får brug for hjælp, så sammen tager de Jærvenes by, hvor Sigurds morfar er høvding. Men da de kommer ligger høvdingen for døden, og den næste høvding, Sigurds onkel, har ikke lyst til at hjælpe dem.
Sigurd finder snart ud af, at ikke alt er som det ser ud til i høvdingens borg, og hvis han skal redde Svanhild og sig selv må han finde ud af, hvilke hemmeligheder hans familie gemmer på - og hvem han kan stole på.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine Forlaget

Jeg må indrømme at jeg har et lidt blandet forhold til den her bog. For selv om jeg synes at historien var god og plottet var ret originalt, så tog det et stykke tid før jeg blev fanget af den. Og det hang sammen med sproget. Ikke fordi det er dårligt. Det er både letlæst og flydende, og dialogerne fungerer rigtig godt. Men bogen er skrevet i nutid med en tredjepersons fortæller, og lige den kombination fungerer ikke ret godt for mig. Jeg har det generelt svært med bøger skrevet i nutid, fordi handlingen for mig altid føles som om den går for hurtigt på den måde, og jeg har svært ved at fange beskrivelserne - fordi jeg synes de forsvinder for hurtigt "bagud" i det imaginære tempo nutid medfører for mig.
Det er synd, for historien er rigtig god, med et originalt plot fyldt med twists som gør det svært at forudsige hvad der vil ske, og en spændende handling fyldt med magi, ondskab, grådighed, magtbegær, mord, intriger, venskab, hemmeligheder og mod. Universet er virkelig magisk, og især stemningen i skoven var godt fanget. Livet i byen mindede mig en del om vikingetiden med både Gode og begravelsesritual, og især forskellen på land og by - eller i dette tilfælde skov og borg - var rigtig godt beskrevet.
Jeg kunne også godt lide personerne, og især Sigurd og Myrhat, som var de to hovedpersoner, fremstod levende for mig. Personerne var nuancerede og menneskelige, og forfatteren formåede at give dem hver deres egne motiver og kendetegn, som gjorde at man som læser hurtigt kunne kende dem fra hinanden. For mig var Goden nok den mest interessante af bipersonerne, fordi man som læser ikke ved hvor man har ham. Er han på Sigurds, høvdingens eller sin egen side? Og hvad er han egentlig for en? Men også klokkemagerne som folk fascinerede mig, og jeg ser frem til at lære mere om dem i de kommende bind i serien.
Alt i alt er det en rigtig god fantasybog som jeg bestemt kan anbefale, selv om jeg selv havde et par problemer med den. Jeg er heller ikke i tvivl om, at jeg skal have læst de næste bind i serien når de en gang udkommer, for jeg er nødt til at finde ud af hvordan historien ender.

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 30. januar 2017

Spøgelseskrigerne

Spøgelseskrigerne er 6. bind af John Flanagans fantasyserie Våbenbrødre.


Bogen er anmeldt på bookeater.dk.

søndag den 29. januar 2017

Snedkerens Hemmelighed

Snedkerens Hemmelighed er 3. bind af fantasyserien Næslandet, skrevet af Eva Egeskjold.

Dronning Ingaea er død, dræbt af den gift der var tiltænkt Oona, og det er lykkedes forræderen at stikke af fra Lundene med Skjoldet. Inden dronningen døde, lykkedes det hende at fortælle Oona dets hemmelighed, og hun ved nu, hvad hendes rolle i profetien er. Det haster derfor med at finde forræderen før han får overdraget Skjoldet til Lucili, og Oona tager derfor af sted sammen med Sigmon og hans mænd, troldmanden Dolomedes, hendes bror Bjørn og Stigandir. Men selvom de er lige i hælene på dem, så er forræderne hele tiden et skridt foran.
På rejsen får Bjørn endelig sit store ønske om at blive bjørnekriger opfyldt, men hans forvandling er ikke som de andres, og heksene er sikre på, at der er noget i hans og Oonas blod der er anderledes end andre Lysfolks. Igen dukker spørgsmålet om hvem Oonas far var, og ikke mindst hvorfor Lucili fik Oonas mor til at glemme alt om ham, op, og igen er svarene uden for rækkevidde.
Det lykkes gruppen at generobre Skjoldet før Lucili kan nå at bruge det, men prisen er uhyggeligt høj: Lucili overvinder Dolomedes, og Oona bliver livsfarligt såret, mens resten af gruppen bliver spredt for alle vinde.
Hvis Radixfolket skal bekæmpes, er Oona nødt til at overleve for at bruge Skjoldet. Hun får brug for al sin styrke og magi, hvis hun skal bekæmpe Lucili, og må tage et valg som enten vinder krigen - eller mister alt.

Sikke en fortælling! Der er fuld fart over feltet her i tredje bind af serien, og igen leverer forfatteren et veldrejet plot med masser af twists undervejs, som overrasker læseren gang på gang. Handlingen er actionfyldt, og fuld af magi, mystiske væsener, krig, forræderi, intriger, kærlighed og hemmeligheder i en sådan grad, at man som læser sidder forpustet tilbage, og ikke mindst slutningen gør det svært at vente på at fjerde og sidste bind i serien udkommer. Igen udvider bogens univers sig, og denne gang i en mørkere retning, da man igennem historien lærer rigtig meget om Radixfolket og deres levevis, som bestemt ikke er hverken rar eller ublodig. Man lærer også mere om Næslandets magi undervejs, og den måde den fungerer på. Tonen er mørk og dyster, og i takt med at Oona og Lysfolket bliver mere og mere desperate, gør læseren det også. Hvor første bog sagtens kunne læses af store børn, så gør tredje bogs megen sex, vold og bloddryppende rædsler, at aldersgruppen er rykket betydeligt opad.
Sproget er letlæst og flydende, og igen er forfatterens beskrivelser uhyggeligt naturtro. Der var flere øjeblikke, hvor jeg ønskede at hun var mindre god til at bruge sproget til at suge mig ind i bogens univers, for det bliver godt nok grumt undervejs. Ikke mindst beskrivelserne af Radixfolkets levevis og perversiteter er svære at læse uden at få kvalme, hvilket skal ses som en kompliment, også selvom jeg bliver en smule bekymret for den fantasi forfatteren lægger for dagen i den retning.
Personerne udvikler sig stadigt, og man kan mærke, at de er bliver mere og mere realistiske og virkelige undervejs. Jeg bliver gladere og gladere for Oona, som, på trods af at hun er plaget af skyldfølelse over dronningens død og begynder at tvivle på sin egen dømmekraft, alligevel ved hvad hun skal gøre - også selvom det kan koste hende livet. Hendes voksende følelser for Sigmon er rigtig godt beskrevet, og samtidig er hun usikker, fordi hun pludselig er nødt til at adlyde ham som hendes konge, selvom hun har sine egne meninger om hvad der skal ske. Samtidig bliver hun mere og mere nysgerrig efter at finde ud af hvem og hvad hendes far var, og hvad der egentlig skete med ham.
Jeg er også ret glad for Oonas søskende, som vi lærer bedre at kende i løbet af bogen. Her er Bjørn nok den mindst komplicerede, med hans ønske om at blive bjørnekriger så han kan bekæmpe det folk, som ødelagde Muldnæs og få hævn over de lidelser de har påført hans familie. Eiric er en perfekt blanding af magi, gammelkloghed, og et barns ønske om at hjælpe sin familie og venner. Han kan lege med de jævnaldrende børn det ene øjeblik, og brygge magiske miksturer det andet øjeblik, og begge dele er bare en del af ham. Jeg faldt pladask for ham, fordi han, på trods af alt det han har været igennem, alligevel har en barnlig naivitet tilbage - også selvom han til tider virker ældre end han er. Og så er der alle de andre bipersoner, som forræderen, Lucili og Conian, og så den person som jeg ikke kan nævne, fordi han måske er bogens største spoiler og overraskelse, men som også er en af de bedst beskrevne og mest nuancerede personer i bogen.
Var man vild med de første bind i serien vil man bestemt ikke blive skuffet, for bogen er næsten endnu bedre end forgængerne i serien. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse sidste del af serien og finde ud af hvordan kampen om Næslandet ender, og jeg kan næsten ikke vente.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 28. januar 2017

Fairyloot #3

Jeg har efterhånden prøvet abonnementsboksen fra Fairyloot et par gange, hvilket du kan læse om her og her, og da teamet for januar blev offentliggjort i december, tænkte jeg det var tid til at prøve igen. Januars tema var Mystery & Mischief, og beskrivelsen af boksen fangede mig med det samme, så jeg skyndte mig at bestille den.
Og så gik ventetiden ellers i gang, for Fairyloot annoncerede, at boksen ville blive sendt senere ud end sædvanligt, på grund af den hemmelige bogs udgivelsesdato, og så blev den endda endnu mere forsinket, fordi én af boksens dele (sikkert bogen) blev forsinket.
I går var postbuddet så forbi, og da jeg ikke var hjemme, måtte jeg vente en ekstra dag før jeg kunne hente den i postbutikken. Men endelig havde jeg den i hænderne, og så snart jeg kom hjem fandt jeg kamera og saks frem, og åbnede for den bugnende boks. Og når jeg skriver bugnende, så mener jeg det, for der er virkelig mange goodies med denne gang, og derfor var der næsten heller ikke plads til Fairyloots karakteristiske lilla "orme". Jeg er helt vild med boksens indhold, som jeg slet ikke kan vente med at præsentere for jer. Så lad os komme i gang med det samme.


Som altid var det første jeg så da jeg åbnede boksen et specialdesignet kort, som fortæller hvad de forskellige goodies er, og hvorfor netop de er med i boksen. For ikke at blive spoilet nøjedes jeg i første omgang med at beundre forsiden, og lagde det til side, mens jeg pakkede resten af indholdet ud.


Den første genstand jeg fik øje på, var en lille æske med en Funko Mystery Mini fra Game of Thrones. Nu har jeg, med skam at melde, hverken læst bøgerne eller set tv-serien, så derfor var jeg nødt til at researche på nettet, før jeg fandt ud af hvem min figur forestillede. Og jeg kan med stolthed melde, at jeg nu ejer Arya Stark i mini-udgave. Er hun ikke bare nuttet?



Det næste jeg fik fingrene i var et sojalys, specialfremstillet til januars Fairyloot-boks af Meraki Candles, og navngivet af månedens forfatter. Lyset hedder Come Back Yesterday, og dufter, ifølge etiketten, af "cocoa, berries and musk". I modsætning til lyset i den første Fairyloot-boks jeg modtog, så dufter det faktisk meget godt, så mon ikke jeg får det brugt på et tidspunkt. 



Det næste jeg pakkede op var en håndlavet halskæde, designet af Oh Panda Eyes. Den forestiller en rose, og betydningen af halskæden skulle give mening, når man har læst bogen. Jeg synes virkelig den er fin, og kunne godt forestille mig at jeg ville gå med den. 



Det næste der dukkede op var denne fine notesbog som er en af denne måneds bonusting, og som er inspireret af Passenger-serien af Alexandra Bracken. 



Dernæst pakkede jeg to bonus-ting, et bogmærke med Alchemists of Loom af Elise Kova og et postkort med en kode til gratis download af et kapitel fra Jackaby af William Ritter, op, sammen med et bogmærke med Alice in Wonderland af Lewis Carroll, specialdesignet af Read At Midnight. Bogmærket er virkelig lækkert, med med tryk på begge sider og ekstra kraftigt papir. 



I denne måneds boks var der også en ekstra bog med, nemlig How To Think Like Sherlock Holmes af Daniel Smith. Den er fuld af øvelser som skulle gøre læseren bedre til at lave iagttagelser, og ser virkelig sjov ud. Og så er den i hardback. 



Næste genstand er virkelig flot, og trykt på noget denimagtigt stof i min yndlingsfarve: blå. Det er et pudebetræk med et citat fra The Night Circus af Eric Morgenstern, en bog jeg endnu ikke har fået læst, selvom den har stået på min TBR-liste i lang tid. Pudebetrækket er designet af Risa Rodil, og jeg må snart få købt en pude til det, så det kan komme til at pynte i min sofa. 



Det sidste jeg pakkede op var selve bogen. Som altid var den pakket ind i en sort stofpose med Fairyloots logo, og jeg kan fortælle, at poserne er rigtig gode til at pakke den bog man læser ind i, hvis man har den med på rejse, og ikke vil have den alt for griset til i en rygsæk. Med i posen følger også altid lidt ekstra bog-bling, men mere om det senere. 
Jeg havde en rigtig god idé om hvilken bog der var med i boksen, og krydsede fingre for, at jeg havde gættet rigtigt, da det er en bog jeg virkelig gerne vil læse. 



Og jeg havde gættet rigtigt! Januars bog er nemlig Caraval, skrevet af debutforfatteren Stephanie Garber. Bogen er virkelig flot, og kommer med fire mulige covers under smudsomslaget. Min version kan ses ovenfor, og jeg synes selv, det er rigtig smukt. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse bogen som lyder som om den er lige noget for mig. 



Med bogen fulgte som sagt også lidt ekstra bog-bling. Det består af et brev fra forfatteren som fortæller lidt om bogen, og som ovenikøbet har et kort over Caraval på den anden side, et bogmærke, et postkort, et signeret klistermærke som kan sættes i bogen, månedens Fairyscoop hvor man blandt andet kan læse lidt om forfatteren, samt et lille kort med et specielt hashtag, som kun findes i en anden boks, og som man kan bruge til at finde sin læsemakker, hvis man selv, og indehaveren af det matchende hashtag, har lyst til at læse bogen sammen. 
Alt i alt er jeg virkelig begejstret for januar-boksen, hvor både bog og goodies denne gang virkelig rammer plet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kommer til at købe flere bokse ved Fairyloot i fremtiden. Det bliver dog ikke i februar, hvor temaet er Emperors & Fugitives, og hvor beskrivelsen mest af alt minder om en Star Wars-film. 
Er du interesseret, kan du læse mere om Fairyloot her



fredag den 27. januar 2017

Vinterkrigens ofre

Vinterkrigens ofre er 2. bind af fantasyserien Næslandet, skrevet af Eva Egeskjold.

Det lykkedes Oona at redde prinsesse Ceinwen fra Aisgard, men det har ikke været uden omkostninger. Rejseselskabet måtte blive tilbage for at sikre at Oona og prinsessen kunne undslippe, og Oona ved ikke om de stadig er i live - og hvor de i givet fald befinder sig. Samtidig lykkedes det Lucili at nedkaste en forbandelse over Næslandet, og hele landet er nu dækket af en isvinter. Troldmanden Radulfir drager derfor mod nord for at bede heksene om hjælp til at bryde forbandelsen, mens prins Sigmon er draget mod syd for at finde ud af hvad der er sket med rejseselskabet, som tæller både hans bror og morbror.
Imens må Oona blive i Lundene. Flugten tog hårdt på hende, og de kræfter hun påkaldte har en pris, som hun må betale. Hun er plaget af stærke smerter, og lægerne kan ikke finde ud af hvad der er galt med hende. Samtidig plages hun af savnet af sin familie. Hun bliver mere og mere sikker på, at hun så sin lillebror i Aisgard, og hun beder derfor dronningen om hjælp til at finde ud af hvad der skete i Muldnæs. Noget, som viser sig at være farligere end ventet at finde ud af, for Lucilis magi er stærk, og hun har sine helt egne planer med Oona.
Endelig forsvinder vinteren, og det samme gør Oonas smerter, mens prisen for den hjælp hun fik åbenbarer sig. Hun har mistet tre år, og er pludselig blevet voksen - næsten altså.
Da det lykkes heksene og prins Sigmun at finde ud af hvad der skete med rejseselskabet, må Oona igen rejse ud på en redningsekspedition. En rejse, som bestemt ikke er ufarlig.
Hendes syner tager til, og en dag modtager hun en besked fra Dagdrømmeren, et mystisk væsen bosiddende på en isoleret ø, som ved hvor Skjoldet befinder sig. Før hun kan hente Skjoldet må hun dog først drage til Aisgard, og det er bestemt ikke ufarligt, for Lucili vil have fat i Oona og vriste Skjoldets gemmested ud af hende. Og hun vil bruge alle midler for at nå sit mål. Selv Oonas familie.
Oona får brug for alt sit mod og alle sine evner hvis hun skal slippe levende fra mødet med Lucili. Men Lucili har et es i baghånden: En forræder gemmer sig blandt lysets folk, og forræderen vil gøre alt for at forpurre lysets planer. Krigen om Skjoldet og Næslandets fremtid er i gang...

Af en eller anden grund tog det mig temmelig lang tid at læse den her bog. Og det var bestemt ikke fordi jeg ikke kunne lide den, eller synes den var kedelig. Tværtimod skete der noget hele tiden, og samtidig udviklede både sprog og personer sig rigtig meget, så jeg har ikke rigtig nogen forklaring.
For bogen er utroligt god, og jeg elskede gensynet med Næslandet og dets mange indbyggere.
Bogens sprog er letlæst og flydende, og man kan mærke, at forfatteren har udviklet sig siden hun skrev første bind. Sproget er blevet mere varieret, og hendes beskrivelser er blevet endnu mere levende, selvom jeg ikke troede det ville være muligt.
Universet udvider sig her i andet bind, og det både geografisk og indholdsmæssigt. Der dukker endnu flere væsener og personer op, og Næslandets magi og historie udvikler sig, uden at det dog kommer til at virke forklarende på læseren, men i stedet indflettes i historien på en måde der bare fungerer. Jeg er vild med seriens univers, og især de mange væsener som bebor Næslandet fascinerer mig. Ikke mindst Dagdrømmerens creepy får, som gør, at jeg fremover vil betragte de uldne dyr med en stor portion mistænksomhed og aldrig turde vende ryggen til dem, for slet ikke at tale om de endnu mere creepy Laniidae, som har et sygt forhold til træer, og som minder mig om historierne om virkelighedens Dracula.
Men personerne er nok der, hvor udviklingen i bogen er størst. De er blevet endnu mere levende og realistiske, og forfatteren har givet dem både forhistorier og motiver, hvilket gør det endnu lettere for læseren at identificere sig med dem, samtidig med at personerne bliver mere hele mennesker. Hovedpersonen Oona er blevet både ældre og mere handlekraftig, og det klæder hende. Hun begynder at stole mere på sig selv og sine evner, og det gør at man som læser virkelig tror på hende som den udvalgte. Hendes voksende interesse for det modsatte køn er med til at give en interessant spænding mellem Racnar, Sigmun og hende, i noget som på mange måder er et typisk trekantsdrama, og så alligevel ikke. Oonas kærlighed til familien er det der driver hende, og den måde hun reagerer på da hun finder ud af hvad der skete i Muldnæs er utroligt godt beskrevet. Samtidig er hun helt klar over, at Næslandets skæbne hviler på hendes skuldre, og hun er parat til at gøre alt hvad hun kan får at slå Lucili. Oona irriterede mig lidt i første bind, men her i andet bind har hun for alvor erobret mit hjerte, og jeg glæder mig til at følge hendes videre udvikling i de kommende bind. Det meste af bogen fortælles via Oonas synsvinkel, men også andre personer er med til at fortælle historien, og noget af det jeg virkelig godt kan lide, er at bogen også fortælles fra Lucili og hendes brors synsvinkler, fordi det gør de onde mere nuancerede og interessante, at man lærer deres historie og motiver at kende. Bipersonerne er interessante og nuancerede, og som læser kommer man hurtigt til at holde af dem.
Plottet er godt skruet sammen, og ligesom Næslandet selv meget originalt. Handlingen er fyldt med action, kærlighed, venskab, magi, jalousi, forræderi, krig og nervepirrende spænding, og fyldt med masser af drejninger undervejs, som gør det svært at forudsige hvad der vil ske. Og selvom jeg gættede hvem forræderen var forholdsvis hurtigt, så var det også det eneste jeg gættede rigtigt! Bogen slutter med noget af en cliffhanger, og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg skal i gang med at læse næste bind med det samme. Var man vild med første bind vil man ikke blive skuffet over andet, end at bogen slutter. Bogen og serien har mine varmeste anbefalinger.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 20. januar 2017

På elverfødder

På elverfødder er 3. bind af Mikkel Wendelboes fantasyserie Aiñafablen.

Der er gået to år siden Lucas, Lasse og Chris vendte tilbage til jorden og livet som mennesker. Men selvom det var Lucas´ valg at vende tilbage, så savner han elverlivet, Aiña og ikke mindst Stjerne, og han er ved at falde helt fra hinanden.
Men så sker der noget, der ændrer alt. En gammel fjende dukker pludselig op, og Lucas finder ud af, at Aiña ikke er færdig med ham. Hans elverkræfter vender tilbage, men prisen er høj. Lasse og Chris er nemlig blevet bortført til Aiña af dødsgudens mænd, og nu må Lucas sætte alt ind på at redde dem. Først skal han dog lige finde en vej tilbage til Aiña. En vej, som fører ham til Sektion 3, hvor han får selskab af fire mennesker, som følger med ham til Aiña.
Der er gået 25 år siden Lucas sidst var i Aiña, og meget har ændret sig. Ikke mindst forholdet til Stjerne, som pludselig er blevet vældig kompliceret. Der er dog ikke tid til at gøre noget ved det, for hvis Lasse og Chris skal reddes, og dødsgudens planer forpurres, må elvere og mennesker arbejde sammen, og tage på en farlig rejse. En rejse, som kan ende med døden.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Skriveforlaget

Jeg var ret glad for de to første bind i serien, og derfor glædede jeg mig også til at læse videre. Men jeg må indrømme at bind 3 skuffede mig en smule. Ikke fordi det ikke er en god historie, men fordi der var nogle elementer som irriterede mig, og ødelagde en smule af fornøjelsen, men mere om det senere.
Jeg starter med det positive. Sproget er igen letlæst og flydende, med levende beskrivelser og et fantastisk univers, som bliver ved med at udvide sig med nye væsener og steder. Handlingen var godt skruet sammen, og bogen havde en del twists undervejs, som gjorde det svært at forudsige hvad der ville ske. Historien er fyldt med action, drabelige kampe, kidnapninger, kærlighed, venskab, intriger og usikre alliancer, fortalt i et hæsblæsende tempo som holder læseren fanget hele vejen igennem. Og slutningens cliffhanger sikrer, at jeg kommer til at vente i spænding på næste bind.
Personerne er levende og realistiske, og man kommer til at lære dem virkelig godt at kende. Det er da også især på personområdet, at man kan mærke at forfatteren har udviklet sig, for de er blevet mere og mere levende fra bog til bog, og især bipersonerne har fået mere dybde og taletid, hvilket er med til at gøre både dem og handlingen mere interessant. Jeg var især glad for Gnist, som jeg syntes tilførte universet et friskt pust, og jeg synes det var genialt at hun fik lov til at fortælle noget af historien. Desværre irriterede Lucas mig en del i denne bog. Jeg synes han i starten var lige lovlig klynkende, og da han fik elverkræfterne igen blev han både fordømmende og selvretfærdig over for menneskeracen, hvilket jeg synes var noget usympatisk og faktisk også en smule hyklerisk, da han jo selv brugte Sektor 3-folkene til at komme tilbage til Aiña. Jeg var heller ikke vild med den måde han reagerede på da han mødte Stjerne igen og fandt ud af at tingene havde ændret sig. Til gengæld synes jeg transformationen fra Lucas til Tordenstød var rigtig godt beskrevet, med den måde Lucas begynder at tænke på sig selv som Tordenstød og identificere sig selv som elver i stedet for menneske.
Jeg er stadig vild med seriens univers og den måde som forfatteren blander science fiction, dinosaurer og magi. Forfatterens inspiration kommer mange steder fra, og selvom jeg synes dette bind er lige lovlig inspireret af Hunger Games-trilogien, så fungerer det overordnet rigtig godt.
Kunne man lide de to første bind i serien, så vil man også kunne lide denne bog. Jeg er da heller ikke i tvivl om, at jeg vil fortsætte med serien, selvom der var nogle elementer der irriterede mig i dette bind.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 15. januar 2017

Dæmonens spind

Dæmonens spind er 2. bind af Mikkel Wendelboes fantasyserie Aiñafablen.

Elvernes landsby er blevet ødelagt, og elverne er blevet bortført af Mallkos styrker. Lucas, Chris og Lasse vil redde elverne, men for at gøre det må de standse Mallko. Derfor tager de mod nord for at finde Nordens Diamant, som er den eneste Mallko mangler for at kunne erobre jorden.
Men rejsen er farefuld, for Nordlandet er ukendt område, beboet af uhyggelige væsener. En gruppe dusørjægere tager de tre venner med på deres rejse, men det er absolut ikke ufarligt, og ikke alle er til at stole på.
Lucas savner Stjerne, selvom han stadig ønsker at blive menneske igen. Samtidig overtager elvermagien mere og mere af hans sind, og Lucas bliver mere og mere i tvivl om hvem han er: Elver eller menneske.
Lucas får brug for alt sit mod hvis han skal redde elverne, Aiña og jorden før det er for sent.

Der er action fra første side og et højt tempo hele vejen igennem, her i seriens andet bind.
Handlingen er godt skruet sammen, og forskellige overraskelser undervejs gør det umuligt at forudsige slutningen. Historien er utroligt spændende og fyldt med kærlighed, venskab, forræderi, krig, dinosaurer og magi. Universet udvider sig endnu mere her i andet bind, hvor både nye steder og væsener introduceres for læseren. Forfatteren har gjort det nemt for læseren at holde styr på såvel personer, som steder, sprog og væsener, da der i bogen også er en oversigt over personerne, kort, en ordliste og en oversigt over Aiñas forskellige væsener. Det er rigtig rart, da det kan være svært at holde styr på især elverudtrykkene undervejs i læsningen, og samtidig kan man virkelig mærke, at forfatteren har gjort sig rigtig mange tanker i forbindelse med udviklingen af bogens univers.
Sproget er endnu en gang letlæst og flydende, og de mange elverudtryk undervejs er med til at overføre læseren til Aiña. Forfatterens beskrivelser er utroligt livagtige, og især de mange forskellige væsener er godt beskrevet. Det irriterede mig dog lidt, at det gang på gang blev pointeret, at elvermagien eller elverblodet brusede i Lucas, eftersom jeg allerede har vænnet mig til, at han har forvandlet sig til elver, og det derfor virker en smule overflødigt på mig, at det skal gentages hele tiden. Men det er en lille detalje.
Personerne udviklede sig mere her i andet bind. Lucas´ splittelse mellem hans elver- og menneskeside er rigtig godt beskrevet, og jeg følte virkelig jeg kom ind under huden på ham. Også Chris og Lasse lærte jeg bedre at kende her i andet bind, og det var rigtig rart, da jeg ikke rigtig fik et indtryk af dem i første bind. De mange bipersoner er realistiske og menneskelige, og jeg var vild med den måde, som de forskellige væsener kom til live som personer på. Jeg var især vild med Kirilja og Le´Andro, men også Terror, Reaper og Vass var godt portrætterede, og virkede levende og realistiske på trods af deres anderledeshed.
Serien er en utrolig blanding af science fiction og fantasy, og jeg er ret vild med blandingen af elvere og dinosaurer, som fungerer overraskende godt. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

Top 10 Liste: Yndlingsfantasyserier

Top 10 Lister er et forholdsvis nyt tiltag på bloggen. I listerne vil jeg give 10 anbefalinger til fantasylæsning, ud fra min egen læsning. Jeg vil forsøge at lave en liste om måneden, men det er dog langt fra sikkert at det bliver sådan det ender. 

Top 10 Listerne er ikke i prioriteret rækkefølge, hvor det bedste står øverst, men simpelthen 10 fantasyanbefalinger fra mig til jer. 
Rigtig god fornøjelse.

10 yndlingsfantasyserier

Serier forstås som tre eller flere fantasybøger der hænger sammen, og en fantasyforfatter kan kun repræsenteres af en serie på listen. Der kan forekomme gengangere fra tidligere lister. 

J.R.R. Tolkien: Ringenes Herre
Eventyret om Ringen
De to tårne
Kongen vender tilbage

Serien handler om hobbitten Frodo, som af sin onkel arver en magisk ring. Ringen viser sig at tilhøre den onde Sauron, hvis ondskab igen begynder at vokse, efter flere tusind års fred. Frodo bliver udvalgt til at føre Ringen til Mordor og ødelægge den, så Saurons magt kan blive brudt. Han bliver ledsaget af en gruppe af mennesker, dværge, elvere og hobbitter på sin færd, og med i gruppen er også troldmanden Gandalf. Men Ringens magt vokser i takt med Saurons ondskab, og Frodos kræfter og modstandskraft forsvinder langsomt under den lange rejse. Kun trofasthed og kærlighed kan overvinde Ringens magt, og skal verden reddes, må alle frie folkeslag stå sammen mod ondskaben. 

Det kommer nok ikke som en overraskelse for de af jer der kender mig, at Ringenes Herre står på listen. Jeg har elsket Tolkiens univers lige siden jeg som barn fik læst Hobbitten højt, og det var igennem Tolkien at min kærlighed til fantasygenren blev født. Siden jeg selv lærte at læse har jeg genlæst Tolkiens bøger igen og igen. Serien er for mig den ultimative fantasyserie - beklager, Harry Potter-fans - og vil altid have en særlig plads i mit hjerte.


J.K. Rowling: Harry Potter-serien
Harry Potter og De Vises Sten
Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer
Harry Potter og Fangen fra Azkaban
Harry Potter og Flammernes Pokal
Harry Potter og Fønixordenen
Harry Potter og Halvblodsprinsen
Harry Potter og Dødsregalierne

De fleste kender sikkert historien om den forældreløse dreng Harry, der vokser op hos sin tante og onkel, og som, da han bliver 11 år, finder ud af at han er af troldmandsslægt. Serien følger Harrys eventyr på troldmandsskolen Hogwarts, og hans kamp mod forældrenes morder, den onde Lord Voldemort, som igen og igen forsøger at vende tilbage. 

Jeg stiftede først bekendtskab med serien da jeg gik i gymnasiet, og jeg blev hooked med det samme. Historien fangede mig, og jeg var, og er, vild med Rowlings sprog som er fuldt af finurligheder og ordspil, hvilket ikke mindst kan ses i personernes navne. Universet er fantastisk, og historien fortælles med både alvor og humor. Siden kom filmene til, og bøgerne kom for alvor til live, og blev et verdensomspændende fænomen. Der findes nok ikke nogle i verden, som ikke har hørt om Harry Potter - også selvom de ikke har læst bøgerne eller set filmene. Serien hører til blandt mine absolutte yndlingsserier, og et kommende læseprojekt er at få genlæst hele serien i de illustrerede udgaver. Jeg har, med en enkelt undtagelse, kun læst serien på dansk, og synes virkelig den danske oversætter har gjort et fantastisk stykke arbejde. Undtagelsen er sidste bind, som jeg købte og læste på engelsk, så snart den udkom. Jeg ville nemlig ikke risikere at få fortalt slutningen før jeg selv havde læst den. 


Guy Gavriel Kay: Fionavar-Gobelinen
Sommertræet
Den vandrende ild
Den mørkeste vej

Fem unge fra Torontos universitet møder en aften en troldmand fra en anden verden. Han overtaler dem til at besøge Fionavar, som er den første af alle verdener, og hvis skæbne har stor betydning for alle de andre verdener. Men allerede under rejsen går det galt, og de fem bliver skilt fra hinanden. Mens de fire, Kimberly, Kevin, Jennifer og Paul, venter på at troldmanden får opstøvet deres ven, Dave, opholder de sig som æresgæster ved kongen af Brennins hof, hvor der forberedes en stor fest. Men en gammel ondskab er i færd med at rejse sig, og falder Fionavar, falder de andre verdener snart efter. De fem venner får hver især en rolle at spille i kampen mod den onde Rakoth Maugrim, og finder undervejs ud af hvem de selv er. 

Jeg læste første gang serien som ung teenager, da jeg, i rent selvforsvar, begyndte at græsse i voksenafdelingen, efter at have læst alle bibliotekets andre fantasybøger. Serien fangede mig med det samme, ikke mindst på grund af dens fantastiske sprog, og det helt igennem utrolige univers. Siden har jeg genlæst den rigtig mange gange, og hver gang begejstres jeg over sproget, som fanger mig allerede i indledningen. Jeg forstår stadig ikke, at det kun er denne ene serie af forfatterens mange bøger, der er oversat til dansk. 


Terry Pratchett: Discworld-serien
The Colour of Magic (Magiens farve/Når magien bliver for broget)
The Light Fantastic (Det fantastiske lys)
Equal Rites (Den ottende datter/ Heksekunst og højere magi)
Mort (Dødens lærling)
Sourcery (Megamagikeren)
Wyrd Sisters
Pyramids
Guards! Guards!
Eric
Moving Pictures
Reaper Man
Witches Abroad
Small Gods
Lords and Ladies
Men at Arms
Soul Music
Interesting Times
Maskerade
Feet of Clay
Jingo
The Last Continent
Carpe Jugulum
The Fifth Elephant
The Truth
The Thief of Time
The Last Hero
The Amazing Maurice and his Educated Rodents (Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter)
Night Watch
The Wee Free Men (De små blå mænd)
Monstrous Regiment
A Hat Full of Sky (En hat fuld af himmel)
Going Postal
Thud!
Snuff
Raising Steam
The Shepherd´s Crown

Discworld-serien er ikke en traditionel serie, forstået på den måde, at det er en lang historie fordelt på flere bind. I stedet foregår alle historierne i det samme univers, og der er også en del personer der går igen, ligesom der er en del miniserier i den store serie. I Discworld findes der troldmænd, hekse, helte, snigmordere, varulve og svindlere, og også Døden spiller en stor rolle. Bogstaveligt talt, da en af miniserierne handler om Døden og hans familie. Discworld er en flad rund disk, der hviler på ryggen af fire elefanter, der igen står på en stor skildpadde, som svømmer rundt i verdensrummet. Og hvad det hele går ud på - det er man nødt til at læse bøgerne for at finde ud af, for det er svært at komme med et overordnet referat. 

Serien er forsøgt oversat af et par gange. Jeg læste første gang noget af serien som barn - i første oversættelsesforsøg - og syntes bøgerne var vildt underlige. Siden glemte jeg alt om bøgerne, indtil andet oversættelsesforsøg, som fandt sted da jeg var blevet voksen. Jeg læste de oversatte bøger, og pludselig sagde de mig noget. Og da jeg så fortsatte med bøgerne på engelsk - jeg kunne jo ikke vente på at de fik oversat alle nogle og tredive bøger (på det tidspunkt, serien endte på 41 bind) - så var jeg for alvor hooked. Terry Pratchetts sprog er helt fantastisk. Det er fuldt af ordspil (hvilket også gør dem svære at oversætte) absurd humor, og fantastiske navne. Personerne er utroligt morsomme. På mange måder er de stereotyper, men samtidig er de karikaturer af sig selv - på en kærlig og varm måde. Pratchett tager i serien masser af alvorlige emner under kærlig behandling, og han gør det med humor og ved at vende tingene på hovedet. Mange af hans bøger er direkte samfundskritiske, men uden at bøgerne bliver prædikende eller politiske. Serien er blevet en af mine yndlingsserier. Jeg anbefaler dog, at man læser bøgerne på engelsk, hvis man vil have det fulde udbytte. 


Tamora Pierce: Løvindens sang
Alanna
I Gudindens hånd
Kvinden Der Rider Som En Mand
Den Springende Løvinde

Tvillingerne Thom og Alanna har magiske evner. Thom drømmer om at blive troldmand, og hader at øve krigerfærdigheder, mens Alanna drømmer om at blive ridder, og ikke har spor lyst til at blive en fin dame. Da tvillingerne af deres far bliver sendt hjemmefra for at gå i skole, beslutter de sig for at bytte plads. Mens Thom tager til klosterskolen for at lære trolddom, udgiver Alanna sig for at være en dreng, og tager til hovedstaden for at lære at blive ridder. Hun finder dog snart ud af, at det slet ikke er så let at blive kriger som hun troede, og samtidig må hun hele tiden passe på ikke at ingen finder ud af at hun i virkeligheden er en pige. Heldigvis får hun en gruppe gode venner, heriblandt kronprinsen og tyvenes konge, som hjælper hende med at forfølge den fremtid hun så brændende ønsker sig. 

Jeg har elsket den her serie siden jeg første gang læste den som barn, og har siden genlæst den igen og igen. Universet er helt fantastisk, og bliver hele tiden udbygget, efterhånden som der kommer både efterfølgende og tidligere serier til. At serien har et stærkt feministisk budskab gik fuldstændig hen over hovedet på mig som barn, hvor jeg i stedet bare syntes det var en god historie. Det synes jeg sådan set stadigvæk det er, men som voksen kan jeg se flere lag i historien, og derfor holder den også stadigvæk. Det var derfor også et stort øjeblik da jeg hørteTamora Pierce fortælle til Fantasyfestivalen i Esbjerg i 2015. 


Sherrilyn Kenyon: Dark-Hunter-serien
Dream Chaser
Acheron
One Silent Night
Dream Warrior
Bad Moon Rising
No Mercy
Retribution
The Guardian
Time Untime
Styxx
Dark Bites
Son of No One
Dragonbane
Dragonmark

For længe siden forbandede guden Apollo en hel race, efter deres dronning dræbte hans elskerinde. Og det på trods af at hans egen søn tilhørte racen. Når medlemmer af racen blev ligeså gamle som elskerinden, ville de dø en smertefuld død. Racen fandt dog en udvej: De kunne forvandle sig til Daimons, og overleve ved at blive en slags vampyrer, som suger menneskers sjæle til sig. Apollos søster, Artemis, bestemte sig for at gøre noget ved daimonerne. Hun oprettede Dark-Hunterne, hvis opgave det er at finde og dræbe så mange daimons som muligt. Dark-Hunterne får specielle kræfter af gudinden og er udødelige, men kan ikke tåle sollys. Alle Dark-Hunterne døde som følge af et forræderi, og ønskede hævn så brændende, at Artemis tilbød dem en handel: Deres sjæl og et liv som Dark-Hunter, til gengæld for hævn. Det er forbudt for Dark-Hunterne at knytte sig til mennesker, og helt forbudt at blive forelskede i dem. Men nogle kan ikke lade være. 

Hvis I har læst mine anmeldelser det sidste års tid, så ved I allerede, at jeg er fuldstændig besat af den her serie. Den er mørk, sensuel og magisk, og blander mytologi og vores verden på en helt fantastisk måde. Kenyons sprog er fantastisk, og hendes beskrivelser er utroligt livagtige. Persongalleriet går igen, og tidligere hovedpersoner optræder hyppigt som bipersoner i senere bøger i serien. Universet er utroligt godt skruet sammen, og udvider sig hele tiden. Personerne er ofte sarkastiske antihelte, og den måde deres fortid og nutid bevæger sig mellem hinanden fungerer rigtig godt. Serien er da også hurtigt blevet en af mine yndlingsserier, og selvom jeg endnu ikke har fået læst alle bind i serien, så nyder jeg hver eneste jeg får læst. Forfatteren er utroligt produktiv, og der kommer mellem to og tre bøger fra hende om året, hvilket gør det svært at nå at blive ajour, men på et eller andet tidspunkt skal det nok lykkes. 


David Eddings: The Belgariad (Belgarion sagaen)
Pawn of Prophecy (Den sorte rytter & Den gamle troldmand)
Queen of Sorcery (Den frygtløse ridder & Den udødelige dronning)
Magician´s Gambit (Den guddommelige mester & Den onde ypperstepræst)
Castle of Wizardry (Den forjættede konge & Den gyldne prinsesse)
Enchanters´ End Game (Den udvalgte helt & Den vansirede gud)

Garion er en helt almindelig dreng. Han bor på en gård sammen med sin tante Pol, som arbejder i køkkenet. Hele sit liv har han set en mærkelig sort rytter, som har holdt øje med ham på afstand. En dag da Garion er omkring 14 år, dukker den gamle historiefortæller Wolf op på gården. Han overhører en samtale mellem Pol og Wolf, hvor Wolf fortæller, at noget er blevet stjålet. Men han er ikke den eneste der hører samtalen, og snart må Garion forlade gården sammen med Pol, Wolf og smeden Durnik, for at finde det der er blevet stjålet og redde den vestlige verden fra den onde gud Torak. Undervejs opdager han, at han ikke er så almindelig som han troede.

Jeg er vild med David Eddings, så selvfølgelig måtte en af hans serier med på denne liste. Det var tæt løb mellem den her og Eleniaden, men jeg er bare en lille smule mere vild med den her. Serien er på mange måder typisk high fantasy: En gruppe rejsekammerater drager ud for at redde verden, og undervejs finder hovedpersonen ud af, at han er mere end han troede. Men opskriften fungerer, og Eddings har strikket en rigtig god historie sammen med elskelige personer og masser af uventede twists og magi. Sproget er letlæst, og tempoet er højt, uden man dog føler at man mister noget undervejs. Jeg genlæser jævnligt serien, og det er en af mine absolutte yndlingsserier, selvom jeg først opdagede den som voksen. 


Jim Butcher: Dresden Files (Dresdenfilerne)
Stormfront (Stormfront)
Fool Moon
Grave Peril
Summer Knight
Death Masks
Blood Rites
Dead Beat
Proven Guilty
White Night
Small Favor
Changes
Ghost Story
Cold Days
Skin Game

Troldmanden Harry Dresden er privatdetektiv i Chicago. Når noget overnaturligt skaber ballade er han på banen, og han samarbejder med politiet om at skabe lov og orden i byen. Han har dog også en del problemer: The White Council, troldmændenes øverste ledelse, holder skarpt øje med ham, fordi de mener hans fortid gør ham til sort troldmand. Feerne har også et godt øje til ham, hvilket giver flere problemer end man skulle tro. Og så er der vampyrerne...

Jeg er vild med den her urban fantasy-serie. Serien er skrevet som en typisk hårdkogt amerikansk detektivhistorie - bare med magiske skurke. Og det fungerer rigtig godt. Bøgerne er sjove, spændende og actionfyldte, og jeg synes virkelig det er synd, at det kun er første bind i serien der er blevet oversat. Universet er fantastisk, og blandingen mellem vores Chicago og dens magiske underverden er virkelig godt udført. Jeg kan simpelthen ikke anbefale den her serie nok. 


Rick Riordan: Percy Jackson and the Olympians
The Lightning Thief (Lyntyven)
The Sea of Monsters (Uhyrernes hav)
The Titan´s Curse (Titanens forbandelse)

12-årige Percy Jackson har det ikke nemt. Han har ADHD, er ordblind, og må konstant skifte skole. Hans eneste ven er Grover. På hjemmefronten på han også slås med sin uduelige stedfar. Under en klasseudflugt går det helt galt. Hans matematiklærer forvandler sig til et uhyre, og hans historielærer giver ham en kuglepen - som forvandler sig til et sværd. Percy finder ud af at han er halvgud, og må foretage en farlig rejse til Camp Half-Blood, hvor de græske guders børn oplæres i heltegerningen. Men heller ikke her passer Percy ind. For det viser sig, at hans far er selveste guden Poseidon. Og Zeus er overbevist om, at Percy har stjålet hans tordenkile. Sammen med Grover, som viser sig at være satyr, og Athenas datter Annabeth, må Percy foretage en farlig rejse for at finde Zeus´ tordenkile inden der udbryder krig mellem hans far og Zeus. Men det er bestemt ikke ufarligt, og onde kræfter er på spil. 

Det var et tilfælde, da jeg faldt over den første bog i serien. Men den fangede mig på ingen tid, og siden har jeg købt samtlige af Riordans bøger på engelsk. At jeg endnu ikke har fået læst dem allesammen er en anden ting, men jeg er ikke i tvivl om at det nok skal ske, for jeg er virkelig vild med forfatterens skrivestil. Hans leg med ord og hans brug af humor er med til at gøre bøgerne hurtigt læst, og blandingen af mytologi og nutid fungerer rigtig godt. Universet udvider sig hele tiden, og senest har han også kastet sig over den nordiske mytologi - og det er bestemt ikke kedeligt. Jeg overvejede kraftigt om jeg skulle sætte Magnus Chase and the Gods of Asgard på listen, men det var Percy Jackson-serien der første gang fangede mig og introducerede mig til universet, og derfor er det også den der kommer på listen. 


Kenneth Bøgh Andersen: Den Store Djævlekrig
Djævelens lærling
Dødens terning


Filip er en artig dreng - lidt for artig, synes hans klassekammerater. Hans far er død, og han bor alene med sin mor. Da bøllen Søren en dag skubber ham ud foran en bil, havner Filip til sin store overraskelse i Helvede. Det viser sig hurtigt, at der er sket en fejl. Djævelen er døende, og havde udvalgt bøllen Søren til sin efterfølger, men Døden begik en fejl, og i stedet var det altså Filip der havnede i Helvede. Der er dog ikke noget at gøre ved det, og Filip bliver derfor Djævelens lærling. Men at gøre en god dreng til en rigtig djævel er bestemt ikke let, og samtidig er onde kræfter på spil i Helvede. 

Jeg er vild med Kenneth Bøgh Andersens bøger, og Den Store Djævlekrig har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg var derfor heller ikke i tvivl om, at serien skulle med på listen. Sproget er letlæst, og forfatteren skriver bloddryppende gys med et glimt i øjet og masser af humor. Blandingen af bibelhistorier og action fungerer rigtig godt, og forfatterens univers er virkelig fantastisk og anderledes. Og utroligt svært at slippe, hvilket forfatteren selv måtte erkende, da det der startede som et firebindsværk pludselig, efter års pause og en afsluttet historie, blev til et seksbindsværk. Og det på en måde der føltes naturligt og selvfølgeligt. Jeg kan kun anbefale serien, som er en af mine absolutte yndlingsserier. 

Har I læst nogle af bøgerne på listen? Og hvilke er jeres yndlingsfantasyserier?

mandag den 9. januar 2017

Legenden om Querqus Skjoldet

Legenden om Querqus Skjoldet er 1. bind af fantasyserien Næslandet, skrevet af Eva Egeskjold.

Næslandet trues af mørke kræfter. De mørke Radixkrigere trænger længere og længere ind i landet, og trækker et spor af død og ødelæggelse efter sig. Det er lykkedes dem at bortføre rigets prinsesse, og deres herskerinde, troldkvinden Lucili, forlanger at dronningen udleverer det sagnomspundne Querqus Skjold for at få prinsessen tilbage. Men skjoldet har været forsvundet i flere hundrede år, og selvom dronningen kender dets hemmelighed, så betyder en forbandelse, at hun ikke kan tale om det. Kongen og hans hær forsøgte at redde prinsessen, men hæren blev udslettet, og derfor må der tages andre midler i brug for at redde prinsessen.
Heldigvis er der en udvalgt, som, ifølge en profeti, skulle have kraften til at redde prinsessen og stoppe Lucili. Eneste problem er, at den udvalgte ikke ved hvilken kraft det er hun skal have.
Oona er nemlig kun 14 år, og har først lige fået at vide, at hun er den udvalgte. Sammen med en lille gruppe mænd må hun, i dybeste hemmelighed, rejse til Radixfolkets rige. Men rejsen er lang og farefuld, og der er fjender overalt. Oona får brug for alt sit mod hvis hun skal redde prinsessen og slippe levende fra det.

Bogen er læst i forbindelse med andet møde i fantasylæsekredsen The Fantasy Fellowship, og anmeldelsen er lagt på efter vi har diskuteret bogen i læsekredsen.

Jeg var ret vild med den her bog, selvom der også var et par ting, der irriterede mig lidt.
Hvis vi starter fra begyndelsen, så var jeg helt vild med bogens univers. Det er originalt, magisk og fyldt med spændende væsener, som i den grad er med til at vække universet til live. Også Næslandets historie er godt udtænkt, og det magiske system virker logisk og sammenhængende - så meget som magi nu kan virke logisk. Jeg var især vild med inddragelsen af årstiderne og Lucilis forbandelse, som ikke ligner noget jeg har læst om før. Det er godt fundet på, og fungerer rigtig godt.
Sproget var letlæst og flydende, og især beskrivelserne af Lundene og Nåleskoven var rigtig gode. Sidstnævnte gav mig associationer til historierne om Dracula, og fik det virkelig til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Handlingen var godt skruet sammen, og plottet fungerede godt. Der var en del overraskelser undervejs, men også et par handlingstråde som aldrig rigtig blev udfoldet. Det kan dog være det kommer i de senere bind i serien. Historien er spændende, med masser af action, kampe, venskaber, magi og ondskab, og forfatteren er virkelig god til at lægge "spor" ud til læseren undervejs, som måske virker som en sidebemærkning i første omgang, men som pludselig viser sig at have større betydning end man skulle tro. Det er rigtig godt skrevet, og der er ingen tvivl om, at forfatteren har måttet holde tungen lige i munden for at få det hele til at gå op til sidst.
Personerne var måske der hvor det haltede lidt. Selvom de var realistiske og menneskelige, så var de også meget sort-hvide. Jeg kunne godt lide hovedpersonen Oona, selvom hun en gang imellem var lige lovlig passiv. Hun er modig og stærk, men har desværre også en tendens til at lade andre kæmpe for sig. Hun accepterer også meget hurtigt at hun er den udvalgte, og stiller stort set ingen spørgsmål. Om det er fordi hun er den yngste i selskabet skal jeg ikke kunne sige, men jeg kunne godt have tænkt mig at der var lidt mere fut i hende. Marck er, selvom han er modig, også lidt af et skvat. Der er ingen tvivl om at han er desperat efter at finde sin far og redde sin søster, men det virker lidt akavet at han har det så dårligt med blod, når han nu er uddannet kriger. Stigandir er måske nok bogens mest gådefulde person, og jeg kunne rigtig godt lide ham. Ikke mindst fordi han er en af de få personer der har lidt kant, og hvor man er i tvivl om hans motiver. Det samme kan også siges om troldmanden Dolomedes. Derudover er bogen befolket af en hel del elskelige bipersoner, som man som læser hurtigt kommer til at holde af. Der var desværre også nogle af personerne, som for mig flød lidt sammen. Det drejede sig om fire af Oonas rejsefæller, som jeg aldrig rigtig følte jeg lærte at kende af andet end navn, og jeg havde lidt svært ved at se hvorfor de absolut skulle med på rejsen. Det var synd, for forfatteren har nok haft en grund til at inkludere dem i gruppen, men den grund fremstod desværre ikke rigtigt for mig. Jeg var vild med den onde troldkvinde Lucili. Jeg synes hun er en spændende skurk, og jeg kan godt lide at hendes motiver er så uklare som de er. For lider hun af forsmået kærlighed, eller er det såret stolthed, som ligger bag hendes had til Næslandets kongefamilie? Eller var kærlighedshistorien bare en undskyldning, og var hendes motiver nogle helt andre? Jeg glæder mig virkelig til at se hvordan hun udvikler sig i de kommende bind i serien, og til at finde ud af hvilken indflydelse hendes forbandelse har på hende.
Alt i alt en rigtig god læseoplevelse, ikke mindst takket være bogens fantastiske univers, som ikke ligner noget jeg før har set. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien og finde ud af hvad der kommer til at ske med Næslandet og Oona.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 8. januar 2017

I døden og videre

I døden og videre er 1. bind af fantasyserien Den trofaste bror, skrevet af Jacob Kokkedal.

Gudshave trues endnu en gang af mørke magter fra Ushulash. De Urenes hære truer menneskenes rige Sastion, og ondskaben vokser sig dag for dag større og stærkere.
Skal Gudshave overleve, er der brug for helte, men heltenes tid er forbi, og Magiens Strømme er ikke længere stærke nok til at skabe nye.
Da kong Leod af Sastion skal drage i krig, beordrer han en lille gruppe af sine mænd til at hente tronarvingen Eumon hjem. Eumon på 12 år har de sidste par år boet i byen Ellona, hvor han, stik imod alle traditioner, har brugt tiden på boglige studier, i stedet for at blive oplært som kriger. Hans far lovede Eumons mor, at sønnen ikke ville blive kriger, og resultatet er, at Eumon er en blød dreng, uden begreb om at slås eller overleve i et land, der som Sastion, konstant er i krig for at beskytte Gudshave mod mørkets kræfter.
Men missionen går galt allerede fra starten, og det er en kraftigt beskåret gruppe der møder prinsen. De forfølges af mørklinge, og gruppen er derfor nødsaget til at vælge en anden og farligere vej tilbage til Sastion. Det kræver en guide, men den eneste der er villig, er den pukkelryggede drukkenbolt Balt. Gruppen kommer i kamp, men det lykkes Balt at redde prinsen og en ung fyrstinde der rejser sammen med dem, og føre dem helskindede tilbage til Sastion, som de eneste overlevende.
Et venskab udvikler sig langsomt mellem Balt og Eumon, og pukkelryggen begynder langsomt at lære prinsen det han har brug for, hvis han skal overleve og blive konge.
Men de mørke magter har deres egne planer for prinsen, og forræderi truer, selv i kongemagtens højborg. Kun Balt står imellem prinsen og hans fjender. Men hvilken hemmelighed gemmer pukkelryggen på? Og hvem kan han stole på?

Bogen er et anmeldereksemplar, tilsendt af forfatteren og Forlaget Ulven og Uglen

Wow. Så kort kan det siges. Den her bog var alt det jeg har savnet, uden at vide det, og har virkelig givet mig lyst til at læse endnu mere klassisk fantasy. Den både ligner, og ligner ikke, andet jeg har læst, og selvom den er utroligt barsk, så har den alligevel noget smukt over sig, som er svært at forklare. Det nærmeste jeg kan sammenligne den med er Joe Abercrombies bøger, som har noget af det samme over sig, og det er absolut en kompliment, for jeg er vild med hans måde at skrive på.
Allerede sproget skaber den rigtige fantasystemning. Ordvalget er gammeldags, og leder tankerne hen på et middelalderligt univers, som passer perfekt til fantasy. Det er flydende og varieret, og selv når det er grumt, er det smukt. Forfatterens beskrivelser er helt fantastiske, og indimellem uhyggeligt livagtige og kvalmende. Her tænker jeg på de mange beskrivelser af det depraverede liv blandt mørkets hære, og de utroligt mange lig og kampscener som bogen er fuld af. I det hele taget er forfatteren god til at fange stemninger og følelser på papiret, og man kan som læser ikke lade være med at leve sig ind i de rædsler som personerne i bogen må udholde. Rigtig godt gået.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og selvom jeg gættede mig til noget, så kom andre ting som en fuldstændig overraskelse. Spændingen er høj hele vejen igennem, og indimellem uhyggeligt nervepirrende, og handlingen er fuld af blod, forræderi, krig, venskab, håb, håbløshed, mod og magi. Krigens rædsler kommer tydeligt til udtryk i bogen, som også kommer ind på mod og heltemod, og hvad der egentlig gør en person til en helt. Venskabet mellem Eumon og Balt er både rørende og opmuntrende, og jeg kom til at holde rigtig meget af dem begge to.
Personerne er realistiske og menneskelige. Bogen fortælles fra flere forskellige synsvinkler, og følger både de gode og onde, hvilket er med til at give et nuanceret og helstøbt billede af krigen, uden man dog på noget tidspunkt er i tvivl om at de onde er onde. De gode kan det til gengæld en gang imellem være svært at betragte som gode, og bogen viser da også, hvordan krig kan få det værste op i mennesker - hvilket blandt andet ses i Lilas skæbne. Hovedpersonen Balt er både gådefuld og forpint, og hans fortid hviler som en tung skygge over ham. Venskabet med den unge prins er med til at gøre ham til menneske igen efter han i mange år har holdt sig uden for alle former for fællesskab, men selvom han lærer prinsen at slås, så nægter han stædigt at slå folk ihjel, ligesom han forsøger at undgå at tage et valg i forhold til krigen. Eumon er en rar dreng, og det er netop problemet. Hans far har forsøgt at skærme ham mod krig og kamp, og det er i høj grad lykkedes, hvilket gør at prinsen er totalt uforberedt på det liv han er født til at leve, for slet ikke at tale om de farer han er udsat for som tronarving. Hans venskab med Balt lærer ham ikke kun at slås, men også hvad mod er, og de pligter en konge har. Eumon vokser igennem hele bogen, og jeg kunne ikke undgå at holde af ham. Bogen byder også på et væld af bipersoner. De er farvestrålende, nuancerede, elskelige og afskyvækkende, men fremfor alt mennesker på godt og ondt, selvom man ved nogle skal kigge langt efter menneskeligheden. Det gælder for eksempel den onde heksemester Weshu og hans horder, som repræsenterer hvor langt mennesker kan gå i forfølgelsen af deres egne lyster og magtbegær, og hvor dybt ondskab kan stikke. Der er heldigvis også personer som er med til at give læseren troen på det gode i mennesket. Det gælder for eksempel køkkenpigen Lila og kammertjeneren Sulkat, som begge ser det gode i Balt, på trods af hans ydre. Selvom der er mange personer, så er det ikke noget problem for læseren at holde styr på dem, hvilket blandt andet hænger sammen med, at forfatteren har formået at gøre hver person så unik og levende som muligt, med særegne personligheder og bevæggrunde.
Bogen er absolut for voksne fantasylæsere, da den, som tidligere nævnt, har en del temmelig bloddryppende og kvalmende beskrivelser af krig og de rædsler der følger med, men kan man lide mørk fantasy á la Joe Abercrombie så må man ikke snyde sig selv for denne læseoplevelse, som virkelig er noget udover det sædvanlige. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien, og eneste minus er sådan set, at bind 2 endnu ikke er udkommet. For jeg vil have mere! Og det skal være nu!

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 6. januar 2017

Pigen fra Fenmarken

Pigen fra Fenmarken er 1. bind af fantasyserien Aiñafablen, skrevet af Mikkel Wendelboe.

En nat i byen ændrer Lucas´ liv fuldstændig. Det starter med at han bliver dårlig, og kort efter, midt i diskotekets høje musik, hører og ser han en bange pige. Pigen beder ham om hjælp, men forsvinder før han kan gøre noget, og han vågner kort efter op, mens han er på vej ind i en ambulance.
På vej til hospitalet angribes ambulancen, og Lucas, hans bror Lasse og vennen Chris slipper med nød og næppe fra angrebet med livet i behold. De er dog hårdt sårede, men da de opdager hvad der har angrebet ambulancen får de andet at tænke på. For hvad gør man egentlig, når man bliver angrebet af en levende død og en dinosaur? Angriberne vil have fat i en pige - pigen fra Lucas´ underlige oplevelse på diskoteket - men de tre venner aner ikke hvem og hvor pigen er, og det lykkes dem at flygte.
Og så møder de pigen. Og alt ændrer sig igen. For pigen er ikke menneskelig, og hun vil have dem til at følge hende hjem til skoven. Men først gør hun noget, som får de tre venner til at føle sig mærkeligt tilpas. Og da de vågner igen, er angriberne dukket op, og de tager pigen med sig.
Lucas vågner op hjemme i sin seng, og selvom han har mistet et døgn, er han sikker på at pigen er en drøm ovenpå en vild bytur. Og den idé holder ved, lige til han, efter et ildebefindende i skolen samme dag, vågner hjemme ved sig selv i temmelig forandret tilstand. Og han er ikke den eneste, for Lasse og Chris er også blevet forvandlede, og de tre kommer snart til den konklusion, at det er pigen der har forhekset dem.
Eneste mulighed for at hæve trolddommen er derfor at finde pigen, men det er lettere sagt end gjort. Et sammenstød med nogle mærkelige sortklædte mænd og en videnskabsmand fører dem på sporet af en anden verden, Aiña, som eksisterer parallelt med vores, og hvor pigen måtte flygte fra. De tre venners bedste mulighed for at redde pigen er at tage til den fremmede verden, men det er langtfra ufarligt, for i Aiña lever både skovelvere og dinosaurer, og krig og ufred truer.
For at redde sig selv, pigen og Aiña må de finde ud af hvad de er, og lære at bruge deres nye kræfter. Og det er hverken let eller ufarligt.

Jeg købte bogen til Fantasyfestivalen i Esbjerg i 2015, og det var et rigtig godt køb.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er rigtig gode og billedskabende. Både omgivelser og væsener fremstår klart og tydeligt, og det gør at man som læser hurtigt føler sig hjemme i bogens fremmedartede univers. Handlingen er godt skruet sammen, og historien fortælles i højt tempo, og med masser af action. Bogen er spændende, og fyldt med magi, ondskab, venskab, kærlighed, forræderi - og dinosaurer. Universet er utroligt originalt, og har træk fra både science fiction, fantasy og realisme. Blandingen fungerer rigtig godt, og universet minder ikke om noget jeg før er stødt på. Og selv om man ikke umiddelbart skulle tro det, så giver det faktisk god mening at blande dinosaurer og magi. Der er ingen tvivl om, at forfatteren har lavet rigtig meget forarbejde før han skrev bogen, for universet hænger utroligt godt sammen, og han har ovenikøbet udarbejdet både sprog og væsener specielt til Aiña. Bagest i bogen er der en ordliste, et persongalleri og en oversigt over Aiñas væsener, og her kan man se, at første bind i serien kun kradser i overfladen af Aiña, for mange væsener og personer dukker nemlig ikke op i løbet af historien, og jeg kan derfor næsten ikke vente med at læse videre.
Personerne er måske der hvor det halter lidt for mig. Hovedpersonen Lucas er bogens jeg-fortæller, og ham lærer man derfor rigtig godt at kende. Han er utroligt menneskelig og let at holde af, og selvom han ikke umiddelbart er den der kaster sig ud i tingene, så er han modig når han gør det. Han er den der er hurtigst til at omstille sig til sin nye form, men også den der holder sig lidt tilbage i forhold til sit nye liv, hvilket giver en lidt sjov modsætning. Han forholder sig meget logisk til omverdenen, og det er både en styrke og en svaghed. Og så er han god til at finde på historier - her aner man måske forfatteren selv - og lave sine egne universer. De tre vigtigste bipersoner er Lucas´ lillebror Lasse, vennen Chris og elverpigen Stjerne. Og selvom de to fyre virker realistiske og menneskelige, så synes jeg ikke rigtig man lærer dem at kende. Det kan godt hænge sammen med, at historien fortælles af en jeg-fortæller, som kender dem begge rigtig godt, og derfor ikke fokuserer så meget på deres karaktertræk, men det gjorde desværre, at de blev en smule anonyme for mig. Stjerne, derimod, både tiltrækker og forvirrer Lucas, og det synes jeg fremgik rigtig godt. Hun er nysgerrig, venlig og har en stor frihedstrang, og jeg kunne rigtig godt lide hende. Og så er der selvfølgelig den mystiske pige, som godt nok er fraværende i det meste af historien, og som er - ja, et mysterium, for såvel læser som fortæller. Og det gør hende sådan set kun endnu mere interessant, fordi man som læser gætter med, når Lucas forsøger at finde ud af hvem pigen er.
Alt i alt en god og anderledes fantasyhistorie med masser af action. Bogen slutter med noget af en cliffhanger, og jeg glæder mig allerede til at finde ud af hvad der sker i næste bind.

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 2. januar 2017

Englens søn

Englens søn er 2. bind af fantasytrilogien Lygtemandens datter, skrevet af Jette Kjær Petersen og Eva
Götzsche.

Luna og Lukas er kommet endnu tættere på hinanden efter Lygtemændenes forbandelse er blevet brudt. Luna er flyttet ind hos Lukas og hans forældre, og er startet i 1.G. på samme gymnasium som Lukas.
Kort før Lukas´ 18-års fødselsdag begynder Luna dog at føle, at der er noget galt. For pludselig er fyrene igen begyndt at opføre sig mærkeligt omkring hende, og hun føler en smerte i brystet, som om hendes åndekræfter er vendt tilbage.
Før Lukas og Luna finder ud af om det er andet end indbildning, tager Luna på weekendbesøg hos sin mormor. Og Lukas bliver vækket af et telefonopkald fra Line, Lunas veninde, som fortæller at mormorrens hus står i flammer. Lukas og hans forældre tager straks af sted, men der er intet at stille op. Og da brandfolkene finder to forkullede lig, går Lukas¨ verden i sort.
Lukas er dybt fortvivlet, og er vred på både Jahve og sine forældre. Han begynder efterhånden at tvivle på, at Luna er død, og kan høre hende kalde på sig i drømme. Hans forældre vil dog ikke lytte til ham, og er i det hele taget mere optagne af hans kommende Engleprøve.
Lukas er fast besluttet på at finde Luna, og bestemmer sig for at tage af sted direkte efter Engleprøven. Men prøven går anderledes end englene havde regnet med, da en profeti fra Jahve sætter gang i diskussionen blandt englene, og pålægger Lukas et valg mellem menneskeheden og Luna. I ren og skær desperation stikker Lukas af for at finde Luna. Men der står mere på spil end Lukas tror, for Lunas blod gemmer på en frygtelig hemmelighed som kan dødsdømme hele menneskeheden.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget EgoLibris

Jeg havde et lidt blandet forhold til den her bog. Jeg var vild med første bind i serien, og kunne næsten ikke vente med at læse videre. Og langt det meste af bogen kunne jeg også godt lide. Men jeg må indrømme, at det en gang imellem blev lige lovlig religiøst for mig, og så havde jeg problemer med nogle af personerne. Men lad os starte fra en ende af.
Sproget var endnu en gang letlæst og flydende, og forfatterens beskrivelser var igen utroligt livagtige. Især hendes beskrivelser af den forladte herregård og Lukas i kirken (jeg siger ikke mere for ikke at spoile handlingen for meget) var rigtig gode, og gav mig både kvalme og fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.
Handlingen var godt skruet sammen, med masser af plottwists, som jeg desværre gættede en del af før tid, hvilket ødelagde lidt af læseoplevelsen for mig, fordi jeg syntes Lukas burde have regnet det ud før end han gjorde. Historien er fuld af kærlighed, sort magi, overnaturlige væsener, engle og ondskab, og især blandingen af fortid og nutid fungerer rigtig godt. Tempoet er højt, og bogen er fuld af action, hvilket er med til at gøre den anderledes end første bind i serien, hvor tempoet var noget langsommere. Der var en hel del religiøse overtoner i bogen, og det blev som sagt en gang imellem lidt for meget for mig, men samtidig kan jeg godt se, at det giver mening i forhold til seriens univers og historien.
Personerne virker menneskelige og realistiske. Synsvinklen i bogen skifter mellem Luna og Lukas, og jeg synes det var rigtig fedt at lære Lukas bedre at kende. Det er samtidig også med til at give deres forhold en ekstra dimension, fordi man lærer begge deres følelser så indgående at kende. Jeg havde dog et par problemer med nogle af bipersonerne, som jeg synes virkede uempatiske og temmelig ensporede. Og jeg kunne ovenikøbet rigtig godt lide personerne i første bind. Lukas´ forældre virkede desværre på mig temmelig ligeglade med deres søns sorg. De kunne tilsyneladende slet ikke forstå at han tager det så tungt at Luna er død, og da han får mistanke om at hun ikke er død, nægter de at lytte til både ham og beviserne. Det virker også direkte malplaceret, at de vækker ham med en fødselsdagsbakke kort efter hans kæreste er død. Faren virker mere optaget af Lukas´ Engleprøve, og moren ligeså, selvom hun viser en smule mere empati. Til gengæld synes jeg portrætteringen af skurkene var rigtig god, og især Helix var utroligt godt skrevet. Selv om man aldrig var i tvivl om at han er ond, så har han en form for psykopatisk charme, som både tiltrækker og gør ham endnu mere skræmmende. Jeg kunne også godt lide englen Melchior, som jeg synes havde mere empati end de andre engle, og mere tro på at Lukas ved hvad han gør end hans egne forældre. Og så havde han en form for naiv livsglæde som både varmede og smittede, på trods af omstændighederne den kom til udtryk i.
Som sagt havde jeg et lidt blandet forhold til den her bog. For selv om den startede godt, så havde jeg også et par problemer med den. De sidste 100 sider, og ikke mindst slutningen, var dog med til at trække bogens samlede bedømmelse op, og jeg kan slet ikke vente på at sidste bind udkommer, så jeg kan finde ud af hvordan historien ender.

Se også forfatterens blog.