søndag den 19. juni 2016

Gylden søn

Gylden søn er 2. bind af den dystopiske science fiction-trilogi Red Rising af Pierce Brown.

Det er to år siden Darrow vandt Instituttets prøve, og han er nu lansener i Huset Augustus, som ledes af hans fjende, ærkeguvernøren for Mars. Han er næsten færdig på Akademiet og har tilkæmpet sig et godt ry. Men alt det ændres da han taber den endelige afgangsprøve fra Akademiet og kortefter overfaldes af en gruppe tilhørende Huset Bellona, som har erklæret blodfejde med ham. De ydmyger ham, og resultatet bliver at ærkeguvernøren bestemmer sig for ikke at forlænge hans kontrakt, noget som vil gøre ham til let bytte for Huset Bellona.
Darrow har brug for nye allierede i en fart, og indgår en aftale med Sjakalen. Samtidig får han igen kontakt med Ares´ sønner, og får endelig svar på hvad Eo hviskede til sin søster før hun blev hængt. Opfyldt af hævntørst overtaler Harmony ham til at bombe Regentens fest.
Men Darrow ændrer mening, og bestemmer sig i stedet for at følge en vej som vil starte en borgerkrig mellem de Gyldne. En borgerkrig, som får startskuddet da Darrow indleder en duel med Cassius au Bellona, og Regenten forsøger at gribe ind.
For det er ikke kun Darrow der spiller magtspil, og der er fjender overalt. Hvis Darrow skal overleve må han finde ud af hvem han kan stole på. Men er hans venner virkelig hans venner, og vil han kunne stole på dem hvis hans hemmelighed kommer frem?

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal.

Da jeg var færdig med Rød opstand kunne jeg næsten ikke vente med begynde på Gylden søn. Alligevel gik der et stykke tid fra jeg fik den til jeg fik den læst, hvilket til dels skyldtes at jeg var bange for at den ikke kunne leve op til første bind. Den frygt er dog i den grad blevet gjort til skamme, for andet bind i serien er næsten endnu bedre end første bind.
Der er action fra første side, og handlingen foregår i et højt tempo som suger læseren ind i bogen og ikke slipper før sidste side er vendt. Hvor første bog foregik på Mars, fører anden bog læseren længere ud i Universet, og længere ind i de politiske magtspil. Der er manipulationer, intriger og forræderi for alle pengene, og så mange uventede twists at man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Handlingen er på intet tidspunkt forudsigelig, og bogen er uhyggeligt spændende. Der er action, forræderi, intriger, kærlighed, venskab og blod for alle pengene, godt krydret med fantastiske rumslag á la Star Wars og gladiatorlignende tvekampe.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med latinske ord der leder tankerne hen på det gamle Rom, og er med til at gøre universet gennemført og realistisk. Beskrivelserne er fantastiske, og man kan næsten se de forskellige planeter for sit indre blik. Action-scenerne er utroligt levende, med fantastisk realistiske rumslag og masser af sprøjtende blod.
Personerne er levende og realistiske, med mange facetter og ligeså mange motiver. I et samfund hvor de stærke regerer skal der ikke meget til at få mennesker til at skifte side, og personerne i bogen er da også svære at finde ud af hvor man har. Darrow er uden tvivl den man kommer til at lære bedst at kende, blandt andet fordi han er bogens jeg-fortæller. Derfor farves de andre personer i bogen også af de indtryk han har af dem, hvilket gør at det kommer lige meget bag på læseren og Darrow når de forråder ham. Darrow er drevet af sin afdøde kones drøm, men også realistisk, og indgår gerne alliancer med sine fjender, hvis de kan føre ham tættere på hans mål. Han holder sine venner på afstand, og har dårlig samvittighed over sine voksende følelser for Mustand. Han er utroligt sammensat, for selvom han gerne uddelegerer magt til de farver der er under ham, så kan han også være utrolig brutal og manipulerende over for såvel venner som fjender. Og selv om han er manipulerende, så kan han også være temmelig naiv i forhold til det politiske spil, hvilket gang på gang giver ham problemer. Alligevel kan man ikke lade være at holde af ham netop fordi han tror på det bedste i mennesker, samtidig med at han er klar over hvor langt de Gyldne vil gå for at bevare deres magt.
Er man vild med science fiction og dystopier, så er Red Rising en serie man bare ikke må gå glip af. Serien er uhyggeligt god, og samtidig vanvittigt skræmmende fordi den viser hvor langt mennesker vil gå for magtens skyld  Kunne man lide første bind vil man absolut ikke blive skuffet over Gylden søn. Eneste minus er sådan set, at der er næsten et år til sidste bind udkommer, og ventetiden bliver lang. Jeg er nemlig i den grad parat til at læse afslutningen.

Se også seriens hjemmeside.

Ingen kommentarer: