lørdag den 20. februar 2016

Dance with the Devil

Dance with the Devil er 3. bind af Sherrilyn Kenyons fantasyserie Dark-Hunter.

Zarek er søn af en romersk general og en græsk slavinde. Han blev født som slave og i sit dødelige liv led han meget både under sin første ejer, som var hans far, og under hans senere ejere. Han blev uskyldig dømt til døden ved stening, og udvalgt af gudinden Artemis til at blive en af hendes Dark-Hunters.
Men heller ikke udødeligheden har været god for Zarek. Han har ingen venner, og hader alt og alle, men mest af alt sig selv. De sidste 900 år har han været i eksil i Alaska efter ordre fra Artemis og Acheron efter han slagtede den landsby han skulle beskytte. Zarek har aldrig vidst hvorfor han pludselig dræbte alle indbyggerne og kan heller ikke rigtig huske hvad der skete.
Efter opgøret med Dionysos i New Orleans er Zarek vendt tilbage til sit eksil. Denne gang tegner det dog til at blive kortvarigt, da Artemis er meget vred over at Zarek kom i politiets søgelys i New Orleans og derfor har befalet væbnerne og hendes personlige lejemorder Thanatos til at dræbe ham.
Acheron får dog overtalt Artemis til i stedet at sende nymfen Astrid, datter af retfærdighedens gudinde Themis, til Zarek for at dømme ham. Og da retfærdigheden er blind, vil Astrid også være blind mens hun er på arbejde.
En snestorm får Zarek til at søge tilflugt i Astrids hus, og mens Astrid forsøger at se om der er noget ved Zarek som gør at han kan få lov til at leve, forsøger Zarek at finde ud af hvad det er ved Astrid der gør at han for første gang overvejer at lade en kvinde røre ved sig, og at have et forhold som er mere end sex. De to kommer tættere og tættere på hinanden, og for dem begge begynder kærligheden for første gang at spire.
Men ikke alle er tilfredse med at vente på Astrids dom, og Thanatos har et gammelt regnskab at gøre op med Zarek...

Endnu et fantastisk bind i en fantastisk serie. Igen introduceres en ny hovedperson blandt sidste binds bipersoner, og igen forekommer skiftet helt naturligt. Zarek er uden tvivl den Dark.Hunter som indtil videre har haft det værste dødelige liv - og det værste udødelige liv. Bogen er derfor noget mørkere i tonen, men alligevel er der en fornemmelse af håb i bogen som gør at læseren holder ved, og den gradvise optøen af Zareks hjerte er fantastisk godt beskrevet. Personerne er interessante og realistiske, og selvom det er Zarek og Astrid der er i front kommer man også tættere på nogle af de bipersoner som er gengangere fra de sidste bind. Blandt andet lærer man Acheron en hel del bedre at kende. Handlingen går over stok og sten, og der er action for alle pengene med masser af blodige dueller og eksplosioner en masse. Bogen er uhyggeligt spændende med forræderi, kærlighed, venskab, erotik og gudelig indgriben. Et par plottwists undervejs gør bogen umulig at slippe og får spændingen til at holde hele vejen. Jeg holder utrolig meget af Kenyons sprog som, udover fantastiske beskrivelser af såvel omgivelser som actionscener, indeholder masser af humor. Humoren er med til få Zareks tragiske historie til at være spiselig for læseren, og som samtidig gør den at man ikke kan lade være med at klukke undervejs af Zareks sarkastiske svar. Sproget er flydende og letlæst, og siderne vender næsten sig selv. Er man vild med de første bind i serien vil man ikke blive skuffet, for bogen er ligeså vanedannende som resten af serien. Læs den, læs den.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: