søndag den 26. april 2015

Under angreb

Under angreb er 2. bind af John Flanagans fantasyserie Våbenbrødre.

Hal og hans våbenbrødre Hejrerne har kun én chance for at genvinde deres ære og få et ordentligt liv: At skaffe Andomal tilbage. De har derfor sammen med Thorn optaget forfølgelsen af piraterne i Hals skib Hejren sammen med Thorn, den gamle enarmede kriger som var ven med Hals far.
En voldsom storm tvinger dem dog til at søge i læ, og imens bruger de tiden på at opøve deres kampevner og, for Hals vedkommende, opfinde adskillige forbedringer af skibet som skal hjælpe dem i kampen på piraterne.
Men det er et kapløb med tiden. For ikke nok med at piraterne kommer længere og længere væk, Erak har også sendt sit skib Vindulven efter drengene.
Da Hejrerne samler en pige op fra en lille båd finder de endelig spor efter piraterne. De har nemlig indtaget en by med en smaragdmine, og skal drengene have Andomal igen er de først nødt til at indtage byen. Men hjælpen dukker op fra en uventet kant, og snart står våbenbrødrene over for deres livs første kamp...

Fantastisk spændende fortsættelse af serien.  Sproget er godt og flydende, med masser af beskrivelser, og handlingen eminent skruet sammen. Selvom man ikke kender så meget til sejllads kan man sagtens følge med, da der, udover en beskrivelse af begreberne forrest i bogen, er så gode beskrivelser i selve handlingen, at man hurtigt får en idé om hvad begreberne betyder. John Flanagans sprog er let at forstå, og det er med til at få handlingen til at glide endnu bedre. Man lærer i bind 2 personerne endnu bedre at kende, efterhånden som hver person får udstukket forskellige opgaver der passer til deres personligheder. En absolut værdig efterfølger til første bind, og en rigtig god læseoplevelse.

Ingen kommentarer: