onsdag den 22. oktober 2014

I Dragens Øje

I Dragens Øje er en fantasybog skrevet af Christian J. D. Dirksen.

Den unge ridder Rostar er blevet sendt på en mission af kongen. Han skal dræbe kæmpen Knutt som i længere tid har hærget Grusien. Rostar har godt nok aldrig vundet over nogen i kamp, men alligevel er det ham der bliver sendt af sted.
På vejen overfaldes han af et vildsvin. Takket være sin hest overlever han, og vildsvinet taber en hjørnetand, som han straks bestemmer sig for at gemme. Inden vildsvinet stikker af, forvandler det sig dog til et menneske. Efter kampen møder Rostar en dværg som giver ham en gave og advarer ham om, at vildsvinet vil jagte ham så længe han har dets tand.
Kort efter støder Rostar da også på vildsvinet igen, og han må søge tilflugt i en stendysse.
Og så starter hans eventyr for alvor. Stendyssen gemmer nemlig på graven for den tidligere greve af Grusien, og det viser sig, at Rostars komme har været ventet med længsel. For kun han kan overvinde den onde greve og befri Grusiens folk.
Det kræver dog, at han overlever. Og det er ikke nemt når man har både vildsvin, elverpiger og onde hekse efter sig...

For ikke så længe siden henvendte forfatteren sig, og spurgte om jeg ikke godt kunne tænke mig at anmelde I Dragens Øje. Det sagde jeg ja til, og har bestemt ikke fortrudt det. I Dragens Øje er en klassisk fantasyfortælling med fantastiske væsener, skønne møer, riddere og magi. Bogen har alle de klassiske fantasyelementer, og er både spændende, morsom og fyldt med action. Den er fortalt i jeg-person, og det gør at man har følelsen af at få hele historien fortalt direkte af Rostar. Bogen er da også oprindeligt skrevet som en godnatlæsningsbog til forfatterens to døtre, og vil egne sig glimrende til at blive læst op for børn der godt kan lide eventyrlige og fantastiske historier. Og ældre børn som selv kan læse kan også være med.

Se også forlagets hjemmeside for mere information om bogen.

Alliancen

Alliancen er 2. bind af Mark Frosts fantasytrilogi Paladin-profetien.

Efter opgøret med Ridderne og Lyle er der faldet lidt mere ro over livet på Centeret. Will og hans venner forsøger stadig at opklare mysteriet om Ridderne og deres tilknytning til Centeret, men det er ikke nemt, for alle oplysninger om Ridderne er blevet slettet fra Centerets bibliotek.
Det lykkes dem dog at finde et gammelt fotografi, og med det dukker der nogle uhyggelige perspektiver op. For på billedet er Hobbes, en af de sorte mænd som har jagtet Will og hans familie, og som står i nær forbindelse med dæmonerne fra Den Anden Side.
Will og hans venner beslutter sig for at blive på Centeret sommeren over for at jagte spor, og snart går det op for dem, at Centeret gemmer på flere hemmeligheder end Ridderne og Paladin-profetien. Hemmeligheder, som kan slå dem ihjel. For hvem kan de egentlig stole på? Og hvilken forbindelse er der mellem Wills familie, den lokale milliardær, de sorte mænd og Centeret?

Ligeså spændende som første bind af trilogien og fyldt med hæsblæsende action. Bogen er umulig at slippe og blander gys, fantastiske væsener, videnskab og overnaturlige evner på en rigtig god og anderledes måde. Jeg glæder mig allerede til bind 3 udkommer, og kan næsten ikke vente på at komme til at læse afslutningen på Wills historie. Bogen og serien kan varmt anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

tirsdag den 21. oktober 2014

Opvågning

Opvågning er en fantasyroman skrevet af Maj Johansen.

Rose er Seer, og arbejder for CESPI, en underafdeling af PET, som beskæftiger sig med overnaturlige forbrydelser. Rose bryder sig ikke om det, men er fanget uden mulighed for at stikke af. Hun kan ikke huske ret meget af sin fortid, og har brug for stoffer for at komme igennem tilværelsen. Men så en dag møder hun Tomas, som hun ikke kan Se noget om. Tomas påstår at han kender hende, og at hun hedder Ana. Han hjælper hende med at stikke af fra CESPI, og sammen tager de til Sverige, hvor hun lærer sandheden om sit liv at kende. Ana er nemlig walk-in, og har evnen til at lade sig sjæl overtage kroppen fra en anden sjæl. Og Anas familie har ledt efter hende i et stykke tid.
Men før familien vil lukke Ana ind igen må hun gennemgå forskellige tests, så de kan finde ud af, hvad der gik galt, og hvorfor hun forsvandt. Snart viser det sig, at Anas mareridt er mere virkelige end man skulle tro. Og passer hun ikke på, kan hendes mareridt slå både hende og dem hun holder af ihjel,..

Da forfatteren spurgte mig om jeg ville anmelde bogen var jeg spændt på, hvad det var jeg ville få fingrene i. Det er altid lidt af et sats når man anmelder bøger på opfordring, men jeg er glad for at jeg sagde ja. Bogen er sindsygt spændende med masser af action, og et højt tempo hele vejen igennem. Opvågning er en anderledes fantasyhistorie som introducerer nogle, for dansk fantasys vedkommende, helt nye væsener som walk ins, shapeshiftere og Seere. Bogen er svær at slippe, ikke mindst fordi personerne er så dejligt uforudsigelige. Ikke kun fordi Ana har hukommelsestab og bruger meget af bogen på at finde ud af hvem hun egentlig er og hvorfor hun reagerer som hun gør, men også fordi mange af personerne har deres helt egne dagsordener som ikke nødvendigvis er i Anas bedste interesse. Bogen er en god blanding af humor, gys, action og fantasy, og er hurtigt læst, selvom den er på godt 400 sider. Bagest i bogen er der en ordliste over nogle af de begreber som forfatteren introducerer - f,eks. walk in, Whiteouter og CESPI - som gør det nemmere at følge med i bogens univers. Det eneste negative jeg har at sige om bogen er sådan set at der bruges rigtig mange engelske ord i personernes sprog, og det forstyrrer en gang imellem handlingens flow lidt for mig. Heldigvis er bogen så spændende at man hurtigt kommer tilbage på rette spor igen,
Har man lyst til en anderledes fantasyoplevelse, så kan Opvågning varmt anbefales.

Se også forlagets hjemmeside hvor du kan læse mere om forfatteren.

lørdag den 11. oktober 2014

Stålets vilje

Stålets vilje er 1. bind af Joe Abercrombies fantasytrilogi Den første lov.


Læs hele anmeldelsen på bookeater.dk

lørdag den 4. oktober 2014

Helgi Daner

Helgi Daner er en historisk roman af Josefine Ottesen.


Læs hele anmeldelsen på bookeater.dk