lørdag den 20. oktober 2012

Den Gyldne Nøgle

Den Gyldne Nøgle er 1. bind i Lene Dybdahls fantasytrilogi Nøglens Vogtere.

Tvillingerne David og Laura har altid flyttet meget, og hver gang har de skiftet efternavn. På deres 13-års fødselsdag får de forklaringen på hvorfor de hvert 3. år er flyttet. David og Laura er nemlig de yngste medlemmer af Reyes-familien som i århundreder har været jagtet af de skånselsløse snigmordere Agakhanerne. For Reyes-familien er også vogterne af Den Gyldne Nøgle. En magisk genstand som kan åbne porten til en anden verden, og som Agakhanernes herre, sultan Boabdil, for alt i verden vil have fat i.
Kort tid efter tvillingernes fødselsdag bliver deres mor bortført af snigmorderne, og deres far smider alt for at rejse efter hende. David og Laura må rejse alene til Spanien på jagt efter nøglen. Deres eneste spor er ældgamle gåder skrevet i digtform. De får hjælp af deres fars gamle ven Tio Pepe, men jages stadig af snigmorderne. Og da Laura bliver fanget er gode råd dyre...

Fantastisk spændende fantasybog! Jeg læste den i ét stræk og kunne slet ikke lægge den fra mig. Man skulle ikke tro, at det faktisk er forfatterens første bog. Sproget er godt og medrivende, og handlingen er helt i top. Blandingen af magi, historie og nutidig teknologi fungerer rigtig godt. Jeg synes for eksempel det er ret fedt, at tvillingernes bedste hjælpemiddel i jagten på Den Gyldne Nøgle er en iPhone! Jeg kan slet ikke vente med at læse bind 2, og ventetiden på bind 3 kommer til at være lang!
Bogen kan varmt anbefales. Læs den, læs den!

Læs mere om serien på forfatterens flotte blog.

Ingen kommentarer: