lørdag den 19. maj 2012

Infinity

Infinity er 1. bind i fantasyserien Chronicles of Nick af Sherrilyn Kenyon.

Nick Gautier er 14 år og er sikker på han ved alt hvad der er at vide om verdenen. Han bor sammen med sin mor, som er stripper, i New Orleans´ slum. Nicks far er i fængsel for mord, og Nick og hans mor har ikke mange penge. Alligevel går Nick i en dyr privatskole, da han har fået et legat. Men det er ikke let at være fattig i en skole fyldt med rige snobber.
Da Nick bliver suspenderet fra skolen i en uge bliver det starten på en række begivenheder som ændrer hans liv. Først bliver Nick skudt af sine "venner", kun for at blive reddet af den stenrige og excentriske Kyrian, som betaler hans hospitalsophold og tilbyder ham et job, og så forvandler skolens football-hold sig til zombier som alle er ude efter Nick. Samtidig er der den mystiske Acheron som har mærkelige kræfter, zombiejægere, de mystiske Dark-Hunters, Nekoda, den rige og populære pige som Nick er halv-forelsket i, og Nicks pludselige popularitet i skolen at slås med. For slet ikke at tale om de kræfter Nick selv pludselig har. Kræfter, som fører tilbage til hans fars familie, og som måske fik hans far til at blive morder.
Det er slet ikke nemt at være Nick. Kan han overleve high school og stoppe zombierne - og kan han gøre det uden hans mor finder ud af det?

Spændende, morsom og anderledes fantasybog. Jeg er hooked - kan slet ikke vente på at læse resten af serien! Elsker du Buffy the Vampire Slayer og Cassandra Clares Dødens Instrumenter så er denne bog lige noget for dig. Læs den, læs den!
Læs mere om forfatteren og serien på hendes hjemmeside.

torsdag den 17. maj 2012

Djengis Khans gravrøvere

7. og sidste bind af P.B. Kerrs fantasyserie Lampens Børn har titlen Djengis Khans gravrøvere.

Djinn-tvillingerne John og Philippa er på ferie med deres onkel Nimrod i Italien da Vesuv pludselig går i udbrud. Nimrod og tvillingerne bestemmer sig til at undersøge sagen nærmere, men det bliver for meget for Nimrods butler Mukke, som siger op, og beslutter sig for at rejse hjem til Manchester.
Det viser sig dog snart, at Vesuv ikke er den eneste vulkan der pludseligt er gået i udbrud. Over hele jorden vågner gamle udslukte vulkaner til live igen, og det er nu op til tvillingerne og deres onkel at finde årsagen og stoppe vulkanudbrudene inden jorden går under. Gådens løsning findes måske i Djengis Khans grav. Uheldigvis er der ingen der ved hvor han er begravet, og det fører tvillingerne, Nimrod og to islandske vulkaneksperter ud på en længere rejse fra Italien til blandt andet Afghanistan og Australien for at finde spor der kan føre til gravens placering. Samtidig er Nimrod ved at miste sine djinn-kræfter, og hvad med den gamle mystiske profeti som fortæller om to djinn-tvillinger der kan redde verden ved hjælp af et offer?
Mens djinn´erne forsøger at redde verden, forsøger Mukke at komme hjem til Manchester. Men det er ikke let  for en engelsk butler at komme hjem, og snart bliver Mukke solgt fra den ene kidnapper til den anden...

Det er altid vemodigt at læse sidste bind i en serie som man har fulgt med i fra starten, og det bliver svært at sige farvel til John og Philippa og alle deres fantastiske eventyr. Også 7. bind i serien er fyldt med spænding, magi og humor, og er ligeså velskrevet som de forrige bind i serien. Bogen og serien kan varmt anbefales.

fredag den 4. maj 2012

Drømmeland

Drømmeland er 3. bind i Alyson Noëls serie om Riley Bloom, lillesøsteren til Ever fra serien De Udødelige.

Rileys største ønske har altid været at blive 13 år og teenager. Så da hun dør som 12-årig og ender i efterlivet uden udsigt for at blive ældre, føler hun sig meget snydt. Men Riley har ikke givet op, og hun vil blive 13, lige meget hvad!
Heldigvis har hun sit arbejde som Sjælefanger, men da Rådet sender hende på tvungen ferie har hun pludselig ikke noget at lave. Hun har ingen venner, og hendes familie er alle kommet videre med deres efterliv.
Da Riley finder ud af, at det er muligt at besøge de levende gennem drømme ved at drømmehoppe, beslutter hun sig for at tage til Drømmeland så hun kan besøge sin storesøster Ever, og få nogle råd til hvordan man opfører sig til teenager.
Trods alle advarsler tager hun afsted til Drømmeland, men inden det lykkes hende at besøge Ever lukker Drømmeland. Riley beslutter sig for endnu engang at følge sit eget hoved, og sniger sig ind i Drømmeland igen for at foretage sit drømmehop.
Men så går lyset ud, og hun møder Satchel, som lover at lære hende at drømmevæve. Noget som blev forbudt af Rådet for flere år siden. Riley beslutter sig endnu en gang for at blæse på reglerne og følge sit eget hoved, og siger ja til Satchels tilbud. Men pludselig er den drøm som skulle være et dejligt besøg med Ever blevet et mareridt. Et mareridt skabt af Satchel som holder Riley fanget...

Rigtig god historie. Fans af Riley Bloom-serien og De Udødelige må ikke gå glip af Drømmeland. Heller ikke selv om man godt kan blive noget træt af Rileys mangel på respekt for reglerne som gang på gang giver hende problemer. Selvom hun ikke officielt er blevet teenager har hun allerede attituden på plads med hendes disrespekt for reglerne og hendes tro på at hun selv ved bedre end de voksne. Alligevel kan jeg bedre lide Riley Bloom-serien end Evers historie i De Udødelige, da jeg synes Riley-bøgerne har en charme som De Udødelige mangler.

Læs mere om serien på forfatterens hjemmeside.