lørdag den 21. april 2012

Det Smaragdgrønne Atlas

Det Smaragdgrønne Atlas er 1. bind i fantasy-trilogien Bøger fra Begyndelsen skrevet af John Stephens, og er en af de bedste fantasybøger jeg har læst længe.

For flere hundrede år siden skrev verdens magikere al deres viden ned i 3 bøger kaldet Bøgerne fra Begyndelsen. Bøgerne blev gemt under det berømte bibliotek i Alexandria. Da Alexander den Store erobrede byen forsvandt de 3 bøger sporløst, og lige siden da har folk ledt efter dem. Men ingen har set dem. Før nu.
Juleaften for 10 år siden blev Kate, Michael og Emma adskilt fra deres forældre. Inden da lovede moren at de ville se dem igen, og bad Kate om at passe på sine mindre søskende.
Siden da har børnene boet på børnehjem efter børnehjem indtil de havnede på dr. Pyms børnehjem. Et børnehjem hvor de 3 søskende er de eneste børn, og som er beligggende i et stort, gammelt og uhyggeligt hus.
Efter at have fundet en mærkelig bog i et værelse der ikke eksisterer i det gamle hus bliver børnene på magisk vis fragtet til fortiden og en fremmedartet og farefuld verden. En verden, hvor den onde Grevinde bestemmer ved hjælp af magi og de rædselsvækkende uhyrer morum cadi.
Grevinden er ude efter den magiske bog, og da børnene mister den må også de lede efter bogen for at kunne komme tilbage til deres egen tid og verden. Samtidig må de flygte fra Grevindens uhyrer og glubske ulve og prøve at overleve i den fremmedartede verden de er havnet i. Og hvem er den mystiske herre som Grevinden tjener og som også vil have fat i bogen?
Samtidig begynder Kate at have mærkelige syner og drømme, og hvad er det for en profeti der har med børnene at gøre? 

Fantastisk bog! Rigtig klassisk fantasy med masser af magi, spænding, farlige uhyrer og mærkelige væsener, og selvfølgelig kampen mellem det gode og det onde. Bogen minder om Narnia-serien i stilen, og for fantasyelskere er den et absolut must read! Jeg kunne ikke slippe bogen da jeg først fik begyndt på den og kan slet ikke vente på at næste bind i serien kommer. Læs den, læs den!

Læs mere om bogen på dens engelske hjemmeside, hvor du også kan se den flotte book trailer. 

Ingen kommentarer: